Lastbil i brand lukker Sønderjyske Motorvej i nordgående retning
Ild fra lastbil i brand har skabt en røgsøjle, der nedsætter sigtbarheden væsentligt på Sønderjyske Motorvej.
En lastbil er brudt i brand på E45 Sønderjyske Motorvej kort efter afkørsel 62 Kolding Ø og før motorvejsudfletningen til Vejle og Fredericia.Det oplyser Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
- Ilden har skabt en røgsøjle, der nedsætter sigtbarheden væsentligt, hvorfor motorvejen er lukket i nordgående retning, skriver Sydøstjyllands Politi.
- Vi forventer, at brandvæsenet arbejder på stedet i cirka en time, lyder det på Politi Update klokken 07.07.
Vejdirektoratet melder om store forsinkelser.
- Der bør forventes forlænget rejsetid, mens arbejde foregår på stedet, og køen afvikles. Uheldet forventes overstået i løbet af morgenen, skriver Vejdirektoratet i et opslag på det sociale medie X.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at der er en skiltevogn på vej til stedet.
- Når skiltevognen er fremme, forventes det, at vi kan åbne et spor nordgående, skriver politiet.
/ritzau/
