Blinde og svagsynede mister orienteringen i sneen

9. FEB 2026 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

De store mængder sne på fortove og glatte veje gør hverdagen besværlig for blinde og svagsynede.

Vintervejret har lagt et tungt, hvidt tæppe over veje og fortove i hele Danmark, og både glatte underlag og dyb sne gør det svært at komme rundt.

For blinde og svagsynede er udfordringerne særligt store. Sneen begrænser deres muligheder for at færdes sikkert og selvstændigt, fortæller Diana Stentoft, formand for Dansk Blindesamfund.

- Det er rigtig svært, når man ikke har det underlag, som man er vant til. Der kan jo både være glat, men mange steder ligger der jo også rigtig meget sne, som man skal prøve at navigere i, siger hun.

Ifølge Stentoft forsvinder kantstene og de pejlemærker, som blinde og svagsynede normalt bruger til at finde vej.

38-årige Søren Uhrenholt kan bekræfte udfordringerne. Han bor i Aalborg med sin kone og to børn, arbejder som konsulent i Dansk Blindesamfund og er selv blind.

- Sneen gør, at jeg har svært ved at finde vej, fordi mange af de kendemærker, jeg bruger som blind, forsvinder i sneen, siger han.

- Derudover kan jeg have svært ved at se, hvor fortovet ender, og hvor vejen starter. Så nogle gange kan jeg godt komme til at gå ud på vejen. Det gør, at det bliver mere usikkert for mig at færdes. Så jeg kan godt mærke, at jeg nok har en større tendens til at blive indenfor, tilføjer Søren Uhrenholt.

Ifølge Diana Stentoft fravælger mange blinde og svagsynede at gå ud, hvis det kan undgås, på snerige dage. Flere forsøger at tage hjemmearbejdsdage, hvis det er muligt.

- Jeg kender til mange ældre, som siger, at det simpelthen bliver for utrygt at komme ud, fordi at de meget hurtigt mister orienteringen.

- Det er jo noget, som virkelig isolerer folk i deres hjem og gør det rigtig svært at få dagligdagen til at hænge sammen, siger Diana Stentoft.

Søren Uhrenholt har i forhold til de fleste ældre blinde lettere ved at bevæge sig rundt, men han fortæller, at sneen alligevel har udsat ham for farlige situationer.

- Jeg har oplevet, at jeg har svært ved at se, hvor fortovet ender, og hvor jeg kommer ud på vejen. Der har jeg været heldig de gange, at der så ikke er kommet en bil, og så har jeg skyndt mig tilbage på fortovet for at komme i sikkerhed, siger han.

Diana Stentoft understreger, hvor vigtigt det er, at fortove og stier ryddes ordentligt.

- Mange steder rydder man måske kun en lille sti, og det betyder stadigvæk, at man ikke ved, hvor langt der er til kanten, eller hvordan man kan gå, siger hun.

Ansvar for snerydning og saltning ligger både hos kommunerne, som har ansvar for en del af vejnettet, og hos private borgere og virksomheder, pointerer hun.

- Og der oplever vi jo meget varierende kvalitet i snerydningen. Man kan jo godt gå på et fint stykke vej, som er flot ryddet, og lige pludselig så møder man bare en mur af sne og noget, som er helt ufremkommeligt, siger hun.

Søren Uhrenholt understreger også, hvor afgørende det er for synshandicappede, at de steder, de færdes, er ryddet.

- Det betyder rigtig meget for både mig og mange andre, som jeg møder i hverdagen, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT