Kvindelige musikskabere får kun ti procent af Kodas udbetalinger
Det halter med ligestillingen blandt danske musikskabere, hvor kvindelige musikskabere tjener mindre end mænd.
Musik fra kvindelige sangskrivere og komponister bliver kun spillet i et omfang, der betyder, at de modtager ti procent af Kodas samlede udbetalinger fra områder som streaming, radio, TV og koncerter.Der er heller ingen kvinder at finde på top 10-listerne over de mest indtjenende rettighedshavere på Kodas største udbetalingsområder. Det er andet år i træk, at kvinder ikke er repræsenteret på top 10-listerne.
Det fremgår af den femte kønsstatistik, som musikrettighedsorganisationen Koda har lavet.
Kodas forperson, Loui Törnqvist, vil have hele musikbranchen til at tage ansvar og løse problemerne med den store ulighed i dansk musik sammen.
- Ligestillingen sker ikke af sig selv. Vi ved godt, at det kræver et langt og sejt træk, hvis vi skal opnå en mere lige kønsbalance. Men vi når aldrig i mål, hvis ikke vi får hele musiklivet til at trække i den samme retning.
- Det er derfor, vi nu opfordrer hele branchen til at tage ansvar. Der sker heldigvis rigtig meget på det område lige nu, men vi skal have alle med, siger han i en pressemeddelelse.
Koda arbejder for at sikre betaling til sine medlemmer, som udgør komponister, sangskrivere og musikforlag, når deres musik bliver brugt i det offentlige rum.
20 procent af Kodas medlemmer er kvinder.
Det punkt, hvor kvinder klarer sig bedst, er på radioindtægterne. Her får kvinderne 17 procent af det samlede udbetalingsbeløb.
- Vi kan se, hvor meget det gør en forskel, når DR arbejder systematisk og målrettet med at fremme ligestilling. Men der er lang vej igen, og vi mangler især, at de store musikstreamingtjenester også melder sig ind i kampen, siger Loui Törnqvist.
Ifølge Koda skyldes kønsubalancen en række ting, herunder udbredt sexisme, fordomme og uregulerede arbejdsforhold for kvinder i dansk musik.
- Vi ved, hvad årsagerne til uligheden er. Vi har hørt historierne. Foretaget analyserne. En mere lige kønsbalance kræver en indsats på mange niveauer, blandt andet et opgør med flere årtiers usund kultur og indgroede kulturelle vaner.
- Den slags går ikke væk af sig selv. Det er svært at ændre en hel struktur. Men jeg er sikker på, det godt kan lade sig gøre. Jeg synes faktisk, det er en forpligtelse, siger Loui Törnqvist.
/ritzau/