Kronprinsen lod sig fire 12 meter ned fra tårn inden løbetur

20. MAJ 2024 • 13:05INDLAND/KRIMINAL

I Brønderslev skal kronprins Christian løbe en engelsk mil, hvilket svarer til cirka 1,6 kilometer.

Kronprins Christian blev firet ned fra 12 meters højde i Brønderslev, inden han gik hen til startlinjen for at skyde Royal Run i gang i den nordjyske by.

I Brønderslev løb kronprinsen en engelsk mil, svarende til 1,6 kilometer. Det er første gang, at han deltager alene i en af værtsbyerne ved Royal Run.

- Indtil videre er jeg meget begejstret for at være her. Tak til Brønderslev, fordi jeg måtte komme. Det har været en fornøjelse. Jeg er meget beæret over at få lov at komme ud alene, siger kronprins Christian til TV 2 efter løbet.

Ifølge TV 2 løb han ruten på 6 minutter og 41 sekunder.

I år afholdes Royal Run i Fredericia, Brønderslev, Aarhus, Kalundborg og København/Frederiksberg.

Kong Frederik skal løbe en engelsk mil i Fredericia, fem kilometer i Aarhus og ti kilometer i København. Dronning Mary skal løbe fem kilometer i Kalundborg.

Efter at have løbet i Fredericia blev kong Frederik spurgt, om han eller kronprins Christian er hurtigst.

Til det svarede kongen ifølge TV 2, at han mente, at hans yngste søn, 13-årige prins Vincent, var den hurtigste.

Prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella løb med i København, da distancen på en engelsk mil blev skudt i gang.

Her var prins Vincent den første i mål. Han krydsede målstregen efter 5 minutter og 55 sekunder, skriver TV 2.

Sidste år løb prins Vincent både den engelske mil og ruten på ti kilometer i København.

Royal Run-løbet havde sin debut i 2018, da kong Frederik fyldte 50 år. Siden er det blevet afviklet hvert år med undtagelse af 2020 under corona.

Løbet tilbyder tre forskellige distancer på henholdsvis 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU