Kong Frederik tager afsked med sin tidligere hofchef og reservefar

8. AUG 2024 • 16:47INDLAND/KRIMINAL

Med et kram hilste kong Frederik på tidligere hofchef Per Thornits enke, Ulla, ved Thornits bisættelse.

Kong Frederik deltager torsdag eftermiddag i bisættelsen af tidligere hofchef Per Thornit. Også dronning Mary, prins Joachim og prinsesse Marie er blandt gæsterne.

Det viser billeder fra Holmens Kirke, hvor bisættelsen finder sted.

Både kong Frederik og prins Joachim har haft et meget tæt forhold til Per Thornit, og de hilste begge på enken, Ulla Thornit, med kram, da de ankom.

Per Thornit døde 30. juli i en alder af 82 år.

Også andre kendte ansigter er med til bisættelsen. Blandt dem er bassist og komponist Chris Minh Doky samt Nikolaj Hübbe, som i øjeblikket er sygemeldt fra sin stilling som balletmester ved Det Kongelige Teaters Ballet.

Også kunsthistoriker og forfatter Bente Scavenius og forretningsmand Fritz Schur er til stede.

Få har været så tæt på kong Frederik som Per Thornit. Ifølge Billed-Bladet blev han kaldt kongens reservefar.

Han kom til Amalienborg i midten af 1980'erne fra et job som ministersekretær i Indenrigsministeriet.

Først som kontorchef i dronningen Margrethes kabinetssekretariat og siden som chef for dengang kronprins Frederiks sekretariat.

Her blev opgaven at følge Frederik og Joachim. De to prinser var under hans vinger fra teenageårene, til de giftede sig.

Siden blev det hans opgave at indføre først Alexandra Manley, i dag grevinde Alexandra, da hun forlovede sig med prins Joachim i 1995, og derefter Mary Donaldson i det nye lands sprog og de kongelige normer.

I 2004 blev han hofchef for det daværende kronprinsepar - kong Frederik og dronning Mary.

I bogen "Under bjælken" fra 2017, som er skrevet af journalist og forfatter Jens Andersen, og som handler om kong Frederik, der dengang var kronprins, medvirker Per Thornit.

Det var mest af alt Frederiks åbenhed, der løb som en rød tråd i hofchefens beskrivelse:

- Det er helt utroligt. Du kan gå ind på en bar i San Francisco sammen med ham, og så kommer han til at snakke med dem alle sammen, sagde Per Thornit.

- Jeg er ikke selv særlig god til det der, bare sådan at gå lige i hovedet på folk. Men Frederik kan det altså. Også til audienserne, når han vikarierer for dronningen. Så kommer der 70-80 mennesker ind på skift.

- Hver gang der kommer et nyt ansigt ind, så er der bid. Han går lige i kødet på ham lokomotivføreren, eller hvem det nu er.

I 2010 gik Per Thornit på pension efter seks år som hofchef for kronprinsparret.

Siden han fratrådte som hofchef frem til tronskriftet i januar i år, har han fungeret som ordensskatmester i kongehuset, skriver Billed-Bladet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT