Digt og blomster som modreaktion på knivdrab på 15-årig i Husum

26. MAJ 2024 • 19:47INDLAND/KRIMINAL

Beboere sender vigtigt signal og mindes 15-årig, der blev dræbt onsdag, med blomster og fakkeloptog i Husum.

Flere hundrede borgere mødte op til fakkeloptog i Husum søndag aften.

De fremmødte ønskede at sende et signal om, at våben og vold ikke har nogen plads i bydelen, efter at en 15-årig blev knivdræbt onsdag.

Initiativtageren bag arrangementet, Tanwir Ahmad, er overvældet over det store fremmøde, siger han til Ritzau.

- Især sammensætningen af fremmødet. Det er ikke kun forældre og bedsteforældre, der er også stor tilslutning fra de unge.

- Fakkeloptoget er vores reaktion som Husum borgere. Det er vores menneskelige reaktion, fordi vi er ramt.

Initiativet "Husum siger fra" startede sit fakkeloptog ved busstoppestedet Åfløjen klokken 18.30 og sluttede med et digt på Husum Torv en time senere.

Digtet sætter ord på det at miste, og hvilken følelse det kan efterlade, siger Tanwir Ahmad.

- Det har været en meget, meget stille manifestation, hvor der ikke har været mange taler, siger han.

Kun moren til den 15-årige har sagt et par ord, mens mange medbragte blomster for at mindes den dræbte.

Den 15-årige dreng blev dræbt ved busstoppestedet på Frederikssundsvej ud for Humlebjerg. Her ankom han med en bus, og da han stod af, blev han overfaldet og stukket i brystet med en kniv.

Den sårede dreng løb væk fra gerningsstedet og faldt om ved Åfløjen, som ligger i nærheden. Politiet mistænker en 14-årig dreng for at have ført kniven.

Fredag blev en 15-årig dreng desuden varetægtsfængslet i sagen. Han er fængslet for grov vold.

Tanwir Ahmad, der selv har boet i Husum i 16 år, håber, at initiativet vil forebygge, at der sker noget lignende i bydelen igen.

Han vil gerne rette fokus på de lokale forældre, da de skal lære deres børn, "at det er farligt at benytte og besidde våben, og at man selvfølgelig aldrig skal trække et våben i en konflikt".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU