Måling: Halvdelen af befolkningen føler sig utryg efter dronebesøg
I måling fra Voxmeter svarer 50,5 procent, at de i nogen eller højere grad føler sig utrygge efter droner.
Lige over halvdelen af befolkningen føler sig i nogen eller højere grad utryg efter hændelser med droner i luftrummet flere steder i Danmark.Det viser en måling fra Voxmeter, som analyseinstituttet har foretaget for Ritzau.
Målingen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse, hvor 1005 personer har deltaget.
De er blevet spurgt, i hvilken grad de føler sig utrygge som følge af de seneste droneobservationer over danske lufthavne og militære områder.
I alt 50,5 procent svarer i nogen eller højere grad. Mens 4,2 procent svarer, at de "i meget høj grad" føler sig utrygge, svarer 10,8 procent "i høj grad".
35,5 procent svarer "i nogen grad".
Omvendt er der i alt 47,9 procent, der enten svarer "i lav grad" eller "slet ikke".
1,6 procent har angivet "ved ikke" som svar.
Dataindsamlingen er gennemført af Voxmeter fra 30. september til 2. oktober - i ugen efter at droner for alvor kom på dagsordenen i Danmark.
I sidste uge er der blevet observeret droner over flere lufthavne og militære lokationer i Danmark. Det begyndte 22. september, da droner lukkede Københavns Lufthavn i flere timer.
Dronehændelserne, hvor luftrum blev lukket, og flytrafik blev forstyrret, er af statsminister Mette Frederiksen (S) blevet kaldt hybridangreb.
I Voxmeter-rundspørgen er respondenterne også blevet spurgt til, i hvilken grad de mener, at de seneste dronehændelser udgør en trussel mod Danmarks sikkerhed.
Det gør hændelserne i nogen eller højere grad, mener 70 procent.
25,3 procent svarer "i lav grad" eller "slet ikke", mens 4,7 svarer "ved ikke".
På et pressemøde 25. september fortalte Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET), at man ikke ved, hvem der står bag dronehændelserne.
Ved pressemødet sagde rigspolitichef Thorkild Fogde, at der er omfattende efterforskningsoperationer i gang.
PET-chef Finn Borch understregede, at risikoen for russisk sabotage i Danmark er høj, og at man ser hændelserne i lyset af de efterretninger, som man har.
- Det ligner en model for hybrid krigsførelse, som vi har set andre steder i Europa, sagde han.
Thorkild Fogde afsluttede dog pressemødet med at understrege, at danskerne kan gå "trygt i seng i aften", da politiet har taget de skridt, der skal til.
Søndag blev der indført et forbud mod al civil droneflyvning i perioden fra mandag til fredag, i forbindelse med at Danmark er vært for et EU-topmøde.
/ritzau/