Gymnasier bør gå tilbage til to hovedlinjer ifølge foreninger
Gymnasieforeninger vil have en forenkling, så elever fremover skal vælge mellem to linjer, skriver Berlingske.
De to store gymnasieforeninger Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier anbefaler, at gymnasierne skal tilbage til kun at have to linjer.Det skriver Berlingske.
For STX, som er den almene studentereksamen, betyder det, at linjerne fremover bør hedde "Sprog og kultur" samt "Naturvidenskab og samfund", mener gymnasieforeningerne.
På HHX, der er den merkantile studentereksamen, skal de hedde "Økonomi og jura" og "Kultur og marked". På den tekniske studentereksamen HTX vil linjerne hedde "Teknologi og design" samt "Naturvidenskab og matematik".
Som det er i dag, kan elever vælge mellem en del flere forskellige linjer, når de skal vælge en ungdomsuddannelse.
De mere enkle linjer vil i sidste ende give bedre undervisning, mener Maja Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Gymnasier og rektor på Frederiksberg Gymnasium.
- Det vil give mere diverse klasser, fordi alt for mange i dag vælger en meget specifik retning for at komme i klasse med nogle, man kender. Og så bliver gymnasiet inddelt i køn, baggrund og typer, siger hun til Berlingske og fortsætter:
- Med to retninger får vi bedre muligheder for at blande klasserne, og det giver bedre undervisning.
Udspillet kommer, efter at et politisk flertal i februar blev enige om, at der skal stilles nye krav til gymnasier.
Med det, som der bliver lagt op til fra gymnasieforeningerne, vil gymnasierne i højere grad se ud, som de gjorde inden 2005, hvor studieretningsgymnasiet begyndte.
Inden da blev man enten sproglig eller matematisk student.
/ritzau/
