Guldkaret kører kongepar til nye gæster ved traditionsrig nytårskur
Kong Frederik og dronning Mary afholder tirsdag formiddag nytårskur for blandt andet det offentlige Danmark.
Igennem et sneklædt København er kongeparret tirsdag formiddag blevet eskorteret i guldkaret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Amalienborg til Christiansborg Slot i anledning af nytårskuren for blandt andet det officielle Danmark.Det fremgår af en stribe billeder.
Officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, landsorganisationer og protektioner er blandt de inviterede til tirsdagens nytårskur.
Nytårskuren er en flere hundrede år gammel tradition - den kan spores tilbage til kong Frederik III, der regerede fra 1648 til 1670 - men i år har en række nye personer fået en invitation.
Førhen er nytårskuren blevet betegnet som "kur for de øverste rangklasser". Den er blevet erstattet med betegnelsen af "kur for det offentlige Danmark og udvalgte grupper med adels- og ærestitler".
Ændringerne er kommet for at sikre en større repræsentativ og geografisk bredde i deltagerkredsen og for at gøre op med en utidssvarende hierarkisk rækkefølge, som kongehuset begrundede det sidste år.
Med andre ord er det slut med de såkaldte rangklasser, der har bestemt, hvem der må deltage, og i hvilken rækkefølge de må hilse på majestæten.
Kongeparret tog hul på årets nytårskure 1. januar med et taffel for regeringen og Folketingets formand samt for andre repræsentanter for det officielle Danmark og for hoffet.
Mandag blev der først afholdt nytårskur for højesteretsdommere samt for Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.
Hernæst for landets borgmestre og regionsrådsformænd.
Endelig blev der mandag eftermiddag afholdt nytårskur for det diplomatiske korps.
Fredag venter endnu en nytårskur, men uden kongeparret. Her afholder dronning Margrethe nemlig nytårskur for sine protektioner i Christian IX's Palæ på Amalienborg.
Efter nytårskuren tirsdag på Christiansborg Slot eskorteres kong Frederik og dronning Mary ligeledes tilbage i guldkareten til Amalienborg af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Guldkareten er kongehusets fineste karet og benyttes ved den traditionsrige nytårskur på Christiansborg Slot.
Den er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene.
Kareten blev bygget til kong Christian XIII af karetmager Henry Fife i 1840.
/ritzau/
