Grøn afslører Grammy-nomineret artist blandt to første navne
Lukas Graham vender tilbage til Grøn for femte gang, mens det for Annika bliver hendes første tur i 2026.
Lukas Graham og Annika er de to første navne klar til Grøn i 2026, hvor billetsalget officielt er åbnet onsdag morgen.I alt otte artister - hvor de resterende seks bliver offentliggjort i de kommende uger - kommer til at indtage scenen, når sommerens koncertkaravane igen ruller gennem landet.
Det oplyser arrangørerne bag Grøn, Tuborg og Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.
Siden 1983 har Grøn - eller Grøn Koncert, som det officielt hed frem til 2017 - samlet tusindvis af danskere til musik under åben himmel med det formål at sende overskuddet videre til Muskelsvindfondens arbejde.
Det er femte gang, at Lukas Graham er med på turnéen, siden han for første gang deltog i 2018.
Lukas Graham har en lang række udmærkelser bag sig, der blandt andet inkluderer tre Grammy-nomineringer i 2017, og sangen "Love Someone", der har opnået platin i 18 forskellige lande.
- Jeg glæder mig til at komme tilbage på Grøn for femte gang! Grøn er noget ganske særligt, en lejrskoleagtig oplevelse, man kan blive helt afhængig af, udtaler han.
Det bliver Annikas første tur på Grøn, men hun kan allerede bryste sig af at være den yngste nogensinde til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival 2025 i en alder af blot 20 år.
Ud over det har hun med debutalbummet "AW" formået at lave det bedst sælgende album i Danmark i 2025 og har derudover modtaget P3-talentprisen i 2024.
Grøn har været udsolgt de seneste tre udgaver, hvor der sidste år blev udsolgt af billetterne til fem ud af otte byer den dag, de blev sat til salg.
- Vi har de sidste tre år oplevet en historisk stor opbakning til Grøn, og det håber jeg selvfølgelig, vil fortsætte i år, så vi kan sikre et afgørende overskud til Muskelsvindfondens arbejde, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.
I år finder Grøn sted fra 16. juli til og med 26. juli og kommer forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.
/ritzau/
