Gravad laks af ældre dato tilbagekaldes grundet listeria

23. JAN 2025 • 17:12INDLAND/KRIMINAL

Gravad laks, som er solgt i Netto-, Føtex-, og Bilka-butikker landet over i 2023 og 2024, tilbagekaldes.

To mærker af gravad laks, som er solgt i Netto, Føtex og Bilka i slutningen af 2023 og starten af 2024, tilbagekaldes grundet listeria.

Der er tale om mærkerne Premieur og Salling Princip Gravad Norsk Laks, skriver firmaet Polar Salmon Hjerting Laks i en pressemeddelelse.

Hvis man stadig ligger inde med produktet i eksempelvis en fryser, skal man skaffe sig af med det, lyder det.

Begge er solgt i pakker på 100 gram og i skiver. For begge mærker er der tale om laks, som har sidste udløbsdato på en række datoer i december 2023 og januar 2024.

For mærket Premieur Gravad Norsk Laks, som er solgt i Netto-butikker i hele landet, er der tale om datoerne 1. december og 3. december 2023 samt 14., 26., 28. og 29. januar 2024.

Pakkerne har ifølge pressemeddelelsen stregkoden 5 701785 210824.

Salling Princip Gravad Norsk Laks er solgt i Føtex og Bilka-butikker i hele landet.

Her lyder det, at man tilbagekalder pakker, som har sidste udløbsdato henholdsvis 22., 24., og 31. december 2023 samt 1., 5., 7., 8., 12., 14. og 29. januar 2024.

Pakkerne har her stregkoden 5 701785 21225.

Tilbagekaldelsen skyldes et fund af listeria i december 2023, som der ikke er blevet reageret på, lyder det.

Derfor kommer tilbagekaldelsen først nu.

Polar Salmon Hjerting Laks opfordrer til, at man tjekker sin fryser for, om man har nogle af de pågældende pakker. Hvis det er tilfældet, skal de enten kasseres eller leveres tilbage til butikken.

Listeria er en infektion, som kan give en mild febersygdom, men hvis man er særligt modtagelig på grund af eksempelvis et svækket immunforsvar eller graviditet, kan der opstå alvorlig sygdom.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT