Folkemødets direktør stopper på posten

16. AUG 2024 • 21:57INDLAND/KRIMINAL

Folkemødets direktør fratræder. Det sker i kølvandet på debat om demonstranter og kritik fra medarbejdere.

Peter Christiansen, som er direktør for Folkemødet, stopper på posten.

Det oplyser Foreningen Folkemødet ifølge Bornholms Tidende fredag aften.

Bestyrelsen i Foreningen Folkemødet og Peter Christiansen er blevet enige om, at han skal fratræde sin post, lyder det.

- Foreningen har fået en intens dækning i medierne gennem lang tid. Det har tæret hårdt på kræfterne både blandt ansatte og i bestyrelsen, udtaler Dennis Nyman, som er fungerende chef for Folkemødet.

Christiansen har været direktør siden februar 2023.

I april kunne Politiken skrive om et brev fra en gruppe af Folkemødets medarbejdere, hvor Peter Christiansen fik kritik for at være "uengageret".

Op til årets folkemøde i Allinge kunne Berlingske berette om en mail, hvor Folkemødet opfordrede til dialog med demonstranter, som afbrød arrangementer.

I mailen, som er underskrevet af Peter Christiansen, stod der angiveligt en opfordring til at overveje at invitere aktivister op på scenen.

Det fik siden Benny Engelbrecht, som er finansordfører i Socialdemokratiet, til at boykotte årets folkemøde.

Bornholms Tidende skriver, at bestyrelsen nu har sat gang i arbejdet med at finde en afløser.

9. august skrev Bornholms Tidende, at Peter Christiansen var blevet sygemeldt. Det var ikke muligt for avisen at få en kommentar til årsagen.

Bestyrelsen takker Peter Christiansen for hans arbejde for Folkemødet, lyder det ifølge Bornholms Tidende.

Folkemødet i Allinge er en årligt tilbagevendende begivenhed. I år løb det af stablen i midten af juni.

På Folkemødet foregår der en lang række politiske debatter og samtaler.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT