Folk uden CPR-nummer skylder knap 50 millioner i togbøder
En gruppe skiller sig ud, når det kommer til, hvem der skal betale kontrolafgifter til GoCollective.
Togselskabet GoCollective har millioner af kroner til gode fra personer, der har kørt uden billet.Samlet 236 millioner kroner mangler togselskabet at få udbetalt fra bøder.
Og en femtedel tegner en særlig gruppe sig for - nemlig personer uden et CPR-nummer.
Det skriver Jyllands-Posten, der har fået indsigt i tallene hos GoCollective.
Fra 1. januar til 31. oktober blev 24.000 afsløret i at køre uden billet på GoCollectives ni togruter. Af dem var 3800 uden CPR-nummer.
GoCollective, der indtil 2023 hed Arriva, betjener godt 25 procent af det danske jernbanenet med togstrækninger i Midt- og Vestjylland samt strækningen mellem Odense og Svendborg.
Tallene fra GoCollective viser ifølge Jyllands-Posten, at personer uden CPR-nummer særligt bliver taget i at køre uden billet på strækningen Aarhus-Skjern.
Den strækning har stop i Bording, hvor udrejsecenteret Kærshovedgård ligger.
Centeret huser afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold.
En af dem er den 48-årige iraner Bijan Yasin Mozafarizada, som Jyllands-Posten har mødt i et tog på strækningen.
Han fortæller til mediet, at han har fået flere bøder, fordi han ikke har råd til at betale for billetterne.
Når han får bøden, sker der ikke noget, fordi han hverken har penge til at betale den eller en løn, den kan inddrives fra, skriver mediet.
Fra GoCollective er forklaringen enslydende.
Selskabet fortæller, at det reelt ikke kan inddrive sit tilgodehavende for ubetalte bøder via Gældsstyrelsen ved for eksempel at trække dem i de udbetalinger, de får fra det offentlige, skriver Jyllands-Posten.
Men Gældsstyrelsen oplyser til Jyllands-Posten, at styrelsen godt kan inddrive gælden, hvis personerne uden personnummer på andre måder kan identificeres.
Det kan være via et pasnummer eller et kørekort.
/ritzau/
