Vinterkulde tvinger herberger til at trække lod om sengene
Temperaturen har vist minusgrader i perioder den seneste uge. Det mærker landets herberger.
Det er blevet koldt i Danmark, og det mærkes også på landets herberger.Således melder både Blå Kors og Kirkens Korshær, der driver en række herberger og væresteder, om, at mange gerne vil ind, og at nogle må afvises.
Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, fortæller til Ritzau om et meget kraftigt pres i den seneste uges tid.
- Lige nu synes jeg, det virker lidt heftigt for at sige det lige ud. Oplevelsen med at måtte afvise folk i døren er meget ulykkelig.
Kirkens Korshær har igen i år taget nødovernatning i brug. Det sker blandt andet i Hellig Kors Kirken på Nørrebro i København, der åbner for overnatning, når de kirkelige aktiviteter er overstået.
Kirkens Korshær vil gerne åbne en nødovernatning mere i København, men har ikke fået lov. Det øger presset, siger Jeanette Bauer. Konkret gør det, at der er 36 pladser færre, end der kunne have været.
Det er brandtilladelsen, der ikke er givet.
Er der for mange, der vil ind, trækkes der lod. De mennesker, der bliver afvist, bliver henvist til andre steder, herunder natcafe hos Kirkens Korshær, hvor der er varme og ly.
Blå Kors har værestedet Grace i København, som 15. november åbnede som vinterherberg.
Sofie Weinreich Engell, der leder Grace, fortæller, at det kolde vejr gør det livsfarligt at sove udenfor.
Også her trækkes der lod. Grace har i alt 16 sovepladser.
Sofie Weinreich Engell fortæller, at flere på åbningsdagen ventede i lang tid, før der blev åbnet.
- Aften- og nattetimerne er de hårdeste timer for gadens folk. Der er få steder at søge ly, og når man først er blevet våd, kan man ikke blive tør igen. Det kan være farligt at sidde våd på en bænk eller i et skur i minusgrader, siger hun i en pressemeddelelse fra Blå Kors.
Der har været sne og is flere steder i Danmark i løbet af fredagen og starten af lørdagen.
Der er dog en varmfront på vej over landet, så temperaturen kan stige til mellem 10 og 14 grader i løbet af søndagen.
Ifølge prognoser fra DMI vil den kommende uge blive varmere end den indeværende har været.
Derefter bliver det koldere igen.
Men de lidt varmere grader fra søndag og frem er faktisk ikke nødvendigvis en god ting, siger Jeanette Bauer.
- Det bliver varmere, men det er stadig vådt. Og det værste, man kan være, er våd. Så de her måneder er rigtig hårde.
/ritzau/