Fagforening kritiserer aldersskævhed i fyringer i det offentlige
Ny analyse fra Djøf viser en overrepræsentation af fyringer af folk over 50 år i det offentlige.
En ny analyse peger på, at offentligt ansatte over 50 år er mere udsatte, når der skal fyres på arbejdspladser.Ifølge analysen, som er lavet af fagforeningen Djøf, der repræsenterer ansatte i stat, regioner og kommuner, er der i 39 procent af sager om afskedigelse af fagforeningens medlemmer i det offentlige tale om folk over 50 år.
Denne gruppe udgør ellers kun en fjerdedel af de af Djøfs medlemmer, som er ansat i den offentlige sektor.
Sara Vergo, formand for Djøf, kalder det skævt og et stort problem.
- Jeg synes, det er et kæmpestort problem, at man i den offentlige sektor tilsyneladende ikke anerkender seniorer på samme måde som den øvrige del af arbejdsstyrken, siger Vergo.
Hun tilføjer, at det ikke skal være sådan, at folk over 50 går og føler sig mere udsatte ved sparerunder.
- Det er jo mærkeligt, at vi år efter år kan se, at den offentlige sektor har den her udfordring. Det er helt ude af trit med, at vi som samfund har brug for at beholde arbejdskraft og erfaring så længe som muligt.
I Djøf forsøger man at gøre sit for at gøre op med synet på erfarne medarbejdere. Her er der indført en kåring kaldet "Bedst over 60", hvor rutinerede kræfter hyldes.
Men ellers ligger løsningen på ledelsesmæssigt niveau, mener hun. Der er brug for en opmærksomhed på, hvem man afskediger. En kulturændring.
Og så mener hun, at det offentlige kan lære af den private sektor. Her ser det nemlig helt anderledes ud.
I det private udgør afskedssagerne blandt Djøfs medlemmer over 50 år 26 procent. Aldersgruppen udgør 28 procent af alle privatansatte medlemmer.
Vergo mener, at det er svært at sige, hvad den helt store forskel er. Men der er nok noget med, at arbejdspladser i det private har bedre blik for ordninger, hvor folk kan blive længere - eksempelvis ved at gå på deltid eller på anden vis lave modeller for at blive på arbejdspladsen.
- Det tyder på, at man har bedre ledelsesmæssigt blik for, hvor stor gavn en arbejdsplads har af mangfoldighed, siger Djøfs formand.
/ritzau/