Elevorganisation: Gymnasieelever skal inddrages i alkoholregler

22. AUG 2025 • 13:38INDLAND/KRIMINAL

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning opfordrer gymnasier til at lave alkoholpolitik sammen med eleverne.

Efter to år med alkoholfri skolestart har Næstved Gymnasium valgt igen at lade eleverne drikke et par øl til årets første fredagscafé.

Den beslutning vækker glæde hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der repræsenterer danske gymnasieelever.

Her lyder det, at eleverne selv bør have indflydelse på skolens alkoholpolitik.

- Når der er nogle elever, der ønsker at have alkoholen tilbage til deres fredagscaféer, så skal de have lov til at få det, siger forperson for DGS Freja Sinclair.

Hun understreger, at der også skal være plads til de elever, som ikke har lyst til at drikke alkohol.

- De skal have andre muligheder end øl med alkohol. Eksempelvis kan det være sodavand, mocktails eller alkoholfrie øl, siger hun.

DGS opfordrer derfor andre gymnasier til at gå i dialog med eleverne, før de laver regler for alkohol til sociale arrangementer.

- Vores opfordring til andre gymnasier i resten af Danmark er, at de laver en alkoholpolitik i samarbejde med eleverne - for eksempel elevrådet - så man sørger for, at det aldrig bliver et forbud mod eleverne og det, som eleverne gerne vil, siger Freja Sinclair.

Danske Gymnasier, der er forening for de almengymnasiale uddannelser, ser også positivt på, at der i Næstved er blevet taget en fælles beslutning med eleverne.

Alligevel slår formand Maja Bødtcher-Hansen fast, at gymnasier skal bestræbe sig på en alkoholfri skolestart:

- Jeg tror, at det er godt, at der er mindre alkohol på gymnasierne. Og det er der i dag. Men jeg synes også, det er vigtigt, at man har en dialog med de mennesker, det handler om: nemlig de unge, siger hun.

Ifølge Freja Sinclair fra DGS er det vigtigt, at gymnasierne er med til at holde sociale arrangementer, hvor der også kan drikkes alkohol.

- Det er sindssygt vigtigt, at det er i de her trygge og faciliterede rammer, som der er på gymnasierne, så eleverne ikke ender med at stå på parkeringspladser og i parker og drikker, siger hun.

- Det er en mulighed for at skabe en god tryghed og et fællesskab, hvor der er fokus på at være der for hinanden og passe på hinanden.

Hos Danske Gymnasier understreger man, at gymnasiet skal være et sted, hvor der er mere end undervisning:

- Gennem den måde vi er sammen på, danner vi eleverne som hele mennesker. En del af det er, at man laver alt muligt som idrætsdage, brætspilscaféer og fester, siger Maja Bødtcher Hansen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at fester, arrangementer og ture, som skolen eller tutorer arrangerer, er alkoholfri indtil slutningen af september. Det gælder for alle eleverne.

Anbefalingerne bunder i, at mange danske unge ifølge styrelsen mener, at alkohol fylder for meget, og at de kan føle sig presset til at drikke alkohol.

Samtidig har undersøgelser vist, at danske unge drikker mere og begynder tidligere end andre europæiske unge.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT