Donationer til velgørenhed faldt i 2023 efter rekordår
Velgørende donationer faldt fra 2022 til 2023. Generalsekretær peger på lavere donationer til Ukraine.
Danskerne donerede lidt færre penge til velgørende organisationer i 2023 i forhold til i 2022.Det viser en opgørelse fra indsamlingsorganisationernes brancheorganisation Isobro.
Samlet donerede danskerne syv milliarder kroner til velgørende organisationer i 2023, hvilket er otte procent mindre end året før.
I 2022 donerede danskerne et rekordstort beløb, blandt andet fordi opbakningen til internationale hjælpeorganisationer steg i forbindelse med krigen i Ukraine.
Kenneth Kamp Butzbach, som er generalsekretær i Isobro, kalder 2022 for et "ekstremt år" med stort fokus på krigen i Ukraine.
- Så selv om vi ser et samlet fald på otte procent det seneste år, fortolker vi det mere som en normalisering frem for en tendens, siger han i en pressemeddelelse.
Donationer til internationale hjælpeorganisationer var 19,8 procent lavere i 2023 end året før. Det skyldes primært et fald i støtten til Ukraine, mener Kenneth Kamp Butzbach.
Kigger man på danskernes donationer til velgørende formål i 2023 i forhold til 2020, er der tale om en stigning på 26,4 procent.
Mens donationer til internationale hjælpeorganisationer er faldet fra 2022 til 2023, er velgørende organisationers indtægter fra genbrug steget.
I alt er indtægten steget over 80 procent siden 2020 og landede i 2023 på 321 millioner kroner.
Også donationer til natur,- miljø- og dyreværnsorganisationer er steget markant i perioden. Her lyder stigningen på 51,7 procent.
214 velgørende organisationer indgår i Isobros opgørelse. Brancheorganisationen skønner, at indtægterne i undersøgelsen svarer til mere end 90 procent af de samlede indtægter hos danske indsamlingsorganisationer.
/ritzau/