Regeringens prioriteter til finanslov offentliggøres først i starten af oktober frem for slutningen af august.
Det er "ikke praktisk muligt" for den nye regering at udarbejde et finanslovsforslag for 2027 med regeringens prioriteter inden for Grundlovens deadline.Derfor udskyder finansminister Peter Hummelgaard (S) offentliggørelsen af regeringens finanslovsforslag til Folketingets åbning i oktober.
Det fremgår af et brev sendt fra Hummelgaard til Folketingets Finansudvalg.
Af Grundlovens paragraf 45 fremgår det, at et forslag til finanslov skal fremsættes for Folketinget "senest fire måneder før finansårets begyndelse". Det vil sige inden udgangen af august.
Normalt indeholder finanslovsforslaget en regerings politiske prioriteter, som så skal forhandles med Folketingets partier.
Men på grund af "folketingsvalgets afholdelsestidspunkt og den efterfølgende regeringsdannelsesproces" kan regeringen altså ikke nå det.
I stedet fremsættes et teknisk finanslovsforslag inden slutningen af august uden regeringens økonomiske politik og politiske prioriteter, lyder det i brevet.
På den måde overholder regeringen Grundloven, men Folketingets partier må vente lidt over en måned på at se, hvad regeringen vil prioritere i finansloven.
Peter Hummelgaard henviser til, at samme proces blev taget i brug efter folketingsvalget i 2015 og 2019.
Folketingsvalgene i de to år blev begge afholdt i juni.
Finansloven for 2026 blev indgået mellem den daværende SVM-regering og De Konservative. Aftalen blev præsenteret i slutningen af oktober og blev efterfølgende vedtaget i Folketingssalen i december.
/ritzau/