27.000 kalkuner skal aflives efter fund af fugleinfluenza
For anden gang på en uge er der fundet en meget smitsom variant af fugleinfluenza i en kalkunbesætning.
27.000 kalkuner skal aflives mandag efter fund af fugleinfluenza i en besætning på Lolland.Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er anden gang på en uge, at Statens Serum Institut har konstateret et udbrud af højpatogen fugleinfluenza, som er en meget smitsom variant.
Besætningen ligger i byen Stokkemarke på Lolland, fremgår det af meddelelsen.
Fredag blev der konstateret et udbrud af fugleinfluenza i en besætning i Bøgelunde, som ligger i Slagelse Kommune.
- Det er derfor ekstra vigtigt på denne tid af året, at alle, der holder fjerkræ eller andre fugle, gør alt for at forhindre kontakt mellem deres dyr og vilde fugle, udtaler dyrlæge Mette Kirkeskov Sie i meddelelsen.
Det betyder blandt andet, at vilde fugle ikke skal have adgang til dyrene eller deres vand og mad, lyder det.
Det tilrådes ligeledes at skifte fodtøj, inden man går ind til dyrene.
Fødevarestyrelsen opfordrer i meddelelsen alle, der holder fjerkræ eller andre fugle, til at tage smittebeskyttelse alvorligt for at mindske risikoen for yderligere udbrud.
Samtidig er der oprettet en beskyttelses- og overvågningszone omkring den smittede besætning på Lolland.
Det betyder, at der nu gælder skærpede krav for fjerkræsejere, der er bosat i zonen.
Zonerne bliver ophævet, når Fødevarestyrelsen har gennemført undersøgelser i restriktionszonerne, og risikoen for smittespredning er mindsket.
Fugleinfluenza smitter kun meget sjældent til mennesker, oplyser styrelsen. Det er dog vigtigt ikke at røre ved syge, svækkede eller døde fugle i naturen.
Den seneste trusselsvurdering for højpatogen fugleinfluenza fra vilde fugle er fortsat på medium-niveau.
RITZAU
