Dansk satellit sendes mandag ud i rummet på ryggen af SpaceX-raket
Danske universiteter har sammen med satellitfabrik udviklet en kubesatellit, som skal klimaovervåge.
Den danske satellitfabrik Space Inventor har i samarbejde med danske universiteter bygget en kubesatellit, som mandag sendes ud i rummet.Det sker med opsendelse af en SpaceX-raket, hvor satellitten er om bord.
Det oplyser Space Inventor i en pressemeddelelse.
Satellitten skal anvendes til klimaforskning og overvågning af smeltende gletsjere og stigende vandstande. Dermed skal forskningssatellitten være med til at kortlægge ændringer i arktiske økosystemer.
Den overvågende satellit er på størrelse med en mælkekarton og vejer blot fem kilo.
Projektet har været flere år undervejs og har gennemført den afsluttende integrationsfase hos Elon Musks rumfartsselskab, SpaceX, hvilket betyder, at den danske satellit nu er klar til at blive opsendt på mission.
- Det er en særlig mission for os, fordi den kombinerer to vigtige elementer: udviklingen af den næste generation af danske rumingeniører og anvendelsen af satellitteknologi til konkret klimaforskning, siger Mathias Ernst Halvorson, Head of Mechanical Engineering i Space Inventor.
Satellitten, som er udviklet i samarbejde med danske universiteter, er en del af Disco-programmet, hvilket er et nationalt initiativ, som har til formål at styrke danske rumkompetencer gennem ingeniørarbejde og konkrete missioner.
Det er de studerende, som har bygget den lille rumkube, mens nordjyske Space Inventor har haft en rådgivende rolle i forløbet.
Danske universiteter var ifølge Aarhus Universitet nogle af de første til at lave uddannelsesaktiviteter med udgangspunkt i opsendelse af de såkaldte kubesatellitter.
Studieaktiviteterne har medført, at Danmark er et af de førende lande inden for udvikling samt produktion af de små kompakte rumsatellitter.
- Disco-2 er resultatet af en unik studenterindsats for at bygge en satellit på et teknologisk niveau, som normalt kun ses i professionelle rumprogrammer, siger Christoffer Karoff, leder af Disco og Distinguished Senior Innovator på Aarhus Universitet.
Disco-programmet er finansielt støttet af Industriens Fond, Carlsbergfondet, Thomas B. Thriges Fond, Otto Mønsteds Fond samt European Space Agency.
Den danske satellit bliver sendt op sammen med omkring 70 andre mindre satellitter.
Det forventes, at Disco-2-satellitten skal være ude i rummet de kommende tre til fem år.
/ritzau/
