København forlænger venskabsbyaftale med Kyiv

27. MAR 2026 • 06:43INDLAND/KRIMINAL

København og Kyiv har i de sidste tre år blandt andet samarbejdet om beskæftigelsesindsatser til veteraner.

København vil også være venskabsby med Ukraines hovedstad, Kyiv, de næste fem år.

Borgerrepræsentationen har besluttet at forlænge aftalen om at være venskabsbyer med fem år.

Det skriver økonomiforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

- I de her tider Europa befinder sig i, er gode venskaber vigtigere end nogensinde, og derfor er det helt naturligt at fortsætte det tætte bånd, vi har opbygget med Kyiv de seneste år, siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF) i meddelelsen.

De to hovedstæder har været venskabsbyer siden 2023.

I første omgang var det med en aftale, der gjaldt for tre år. Men på et møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften blev det godkendt, at aftalen skulle forlænges.

Samarbejdet har ifølge Københavns Kommune indtil videre haft fokus på beskæftigelsesindsatser til krigsveteraner og indsatser for blinde og svagtsynede.

De to byer har også delt viden om klimatilpasning.

Da aftalen om at være venskabsbyer er blevet forlænget, kan de indsatser fortsætte.

- Kyiv sætter stor pris på partnerskabet med København og er interesseret i at videreudvikle det med nye fælles projekter til gavn for vores lokalsamfund, udtaler Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, i pressemeddelelsen.

Den nye aftale betyder også, at de to byer skal samarbejde om endnu mere.

Det er hensigten, at København skal lære af Kyivs erfaringer, når det kommer til civilt beredskab og forsyning, lyder det.

Udvidelsen af aftalen blev foreslået af Venstre, og der er opbakning til øget samarbejde i Kyiv, skriver Københavns Kommune.

Den nye aftale skal nu underskrives af overborgmesteren i København og borgmesteren i Kyiv.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT