Borgmestre går til minister: Stop for strandsurfere koster turister

11. MAR 2025 • 12:39INDLAND/KRIMINAL

Syd- og Sønderjyllands Politi ændrer kurs over for strandsurfere, og det får to borgmestre til at protestere.

Et stop for aktiviteten strandsurfing på strandene på Rømø og Fanø er et stort tilbageslag for turismen på øerne i Vadehavet.

Sådan lyder det fra borgmestrene fra Fanø og Tønder kommuner, der nu går til Christiansborg med deres opråb.

- Strandsurfing er en god aktivitet, der også er lidt penge i. Mange lever af at leje de her vogne ud, og der kommer gæster hertil med strandsurfing som formål.

- Der er desværre gæster, der er kommet her gennem mange år, og som nu er blevet usikre og afmelder deres bookinger af sommerhuse, siger Fanø-borgmester Frank Jensen (R).

Strandsurfere er vogne, der kører på hjul og drives frem ved hjælp af vinden. Det er en populær aktivitet i sommerhalvåret på strandene ved Vesterhavet.

Men for nyligt meddelte Syd- og Sønderjyllands Politi, at man ændrer praksis på området.

Enten skal strandsurfing gøres lovligt via en lovændring, eller også skal aktiviteterne foregå adskilt fra de øvrige strandgæster "med tilstrækkelige sikkerhedsmæssige foranstaltninger", som det fremgår af en pressemeddelelse fra politikredsen.

Det skyldes, at strandsurferne kan "skabe farlige situationer, når kørslen foregår på en offentlig strand, hvor gående, cyklister og øvrige brugere af stranden befinder sig".

På Fanø har borgmesteren nu skrevet til transportminister Thomas Danielsen (V) med et råb om hjælp.

- Strandsurfing er en aktivitet, der er foregået i op mod 50 år - mig bekendt uden at det har medført nogen personskade, siger Frank Jensen.

I Tønder Kommune, hvor Rømø hører under, vil borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) også gå til lovgiverne i håb om at finde en løsning.

- Den bedste løsning vil efter min mening være at fortsætte det princip, der har været gældende indtil nu - nemlig at alle, der færdes på stranden, viser hensyn til hinanden.

- Mig bekendt har der ikke været en ulykke med strandsurferne. Det har der trods alt med biler, der kører ræs, siger han.

Transportministeren siger i en kommentar, at han har "stor forståelse for frustrationen over, at turistvirksomheder og strandsurfer-entusiaster er kommet i klemme".

Thomas Danielsen vil nu arbejde på at finde en løsning, lyder det.

- Jeg synes, vi skal finde en løsning, der fortsat muliggør strandsurfing, der hvor man lokalt ønsker det. Det kan eventuelt være ved at skilte herom eller en anden simpel løsning, som alle parter burde kunne se sig i, skriver ministeren.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT