Børn og unge har i gennemsnit profiler på seks sociale medier
Børn mellem 8 og 12 år har i gennemsnit profiler på to sociale medier. Tallet er otte for de 18- til 25-årige.
Næsten alle børn og unge i alderen 8 til 25 år er til stede på mindst ét socialt medie.Langt størstedelen har dog profiler på mere end den ene platform - i gennemsnit har de nemlig profiler på seks platforme.
Det viser en ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der konkret viser, at over 98 procent af børn og unge er på sociale medier.
Der er dog forskelle på tværs af alder, hvor de ældste er til stede på flest forskellige sociale platforme, mens de yngste ligger i den anden ende.
Børn mellem 8 og 12 år har i gennemsnit profiler på to sociale medier, mens de 13-17-årige har profiler på seks medier, og de unge mellem 18 og 25 år i gennemsnit har profiler på otte medier.
TikTok er det sociale medie, der tager mest af de unges tid, viser undersøgelsen.
Her bruger børn og unge i gennemsnit næsten to timer dagligt.
YouTube er dog den mest udbredte platform på tværs af aldersgrupper blandt børn og unge, mens Snapchat er mest udbredt i teenageårene.
I undersøgelsen er de 3445 deltagende børn og unge blevet spurgt ind til deres holdning til deres eget tidsforbrug på sociale medier.
Overordnet set mener de fleste børn og unge, at deres forbrug er passende.
Men oplevelsen af at bruge for meget tid på sociale medier fylder dog hos de ældre deltagere.
42 procent af de 18- til 25-årige svarer i undersøgelsen, at de oplever, at deres forbrug af sociale medier er "for meget".
Den gruppe af børn og unge, der mener, at de bruger for meget tid på sociale medier, har et gennemsnitligt forbrug på tre timer og seks minutter om dagen.
Tidligere i år offentliggjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et adfærdseksperiment med 269 unge i alderen 13 til 17 år.
Det viste, at små digitale benspænd på mobilen fra en installeret app kan give de unge større kontrol over deres tid på sociale medier.
Det var blandt andet benspænd i form af seks sekunders ventetid med en animation, der blokerede, før et medie kunne åbnes.
Benspænd fra en app gjorde, at de unge var 38 procent mindre på sociale medier om aftenen. Det gav dem næsten 16 minutters ekstra søvn.
/ritzau/
