Bibliotek lukker selvbetjening efter hærværk

22. AUG 2024 • 17:15INDLAND/KRIMINAL

Uhensigtsmæssig adfærd og hærværk får bibliotek til at lukke for selvbetjening indtil videre.

I den kommende tid kan man kun besøge biblioteket i Nykøbing Falster, når der er personale til stede.

Det oplyser Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

Biblioteket har besluttet at lukke sin selvbetjening efter sager om hærværk og uhensigtsmæssigt adfærd.

- Vi har nogle unge mennesker, som opfører sig uhensigtsmæssigt. Så vi har besluttet, at nu må vi lukke ned i en periode, og så ophører det forhåbentligt igen, siger Charlotte Møller, der er leder af Bibliotek og Borgerservice, til Ritzau.

Biblioteket har politianmeldt sagerne. Det vil melde ud, når man genåbner selvbetjeningen, lyder det.

Lukningen af selvbetjeningen betyder, at man eksempelvis ikke længere kan hente sit pas uden for den betjente åbningstid.

Ifølge Charlotte Møller har biblioteket haft vagter, som har besøgt biblioteket uden for betjent åbningstid i den seneste måned.

- Vi har været vant til at have åbent fra 7 til 22, så det er ikke for sjov, at vi gør det. Det er virkelig en nødløsning, siger hun.

Ifølge Charlotte Møller startede problemet oprindeligt på Nykøbing Biblioteks børnebibliotek, men det har siden spredt sig til voksenafdelingen.

Tidligere i august havde Stubbekøbing Bibliotek også problemer med nogle af de besøgende. Det førte til, at biblioteket besluttede, at toiletterne på Stubbekøbing Bibliotek kun skulle være åbne i betjentenes åbningstid.

Ændringen på Nykøbing Bibliotek betyder, at man i den nærmeste fremtid kun kan besøge biblioteket mellem klokken 10 og 16 mandag til torsdag, og mellem klokken 10 og 13 fredag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT