BLÅ BOG: Dronningens far blev stoppet på gaden af danskere
Dronning Marys far er død, efter at han i længere tid har været mærket af sin alder, oplyser kongehuset.
Navn: John Dalgleish Donaldson.Født: 5. september 1941.
Død: 11. april 2026.
Fødested: Edinburgh i Skotland.
Uddannelse og karriere:
1963: Han dimitterer med en uddannelse i matematik og fysik fra University of Edinburgh.
1967: Han udbygger uddannelsen fra Edinburgh med en ph.d.-grad i matematik fra University of Tasmania.
Karriere:
I en årrække er han ansat som professor, institutleder og dekan for det naturvidenskabelige fakultet ved University of Tasmania.
I kortere perioder er John Donaldson forelæser på blandt andet Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Han underviser også i USA, Thailand, Korea og flere andre steder i Europa.
Udvalgte bedrifter:
Det er ikke mange ord, dronning Marys far har sagt i det offentlige, efter at hun giftede sig ind i den danske kongefamilie.
Han udmærkede sig dog med en tale ved kongeparrets bryllup i 2004.
I den efterfølgende tid berettede flere medier om, hvordan han blev stoppet af danskere på gaden, der komplimenterede hans tale.
I talen udtrykte John Donaldson blandt andet sin tillid til, at kronprins Frederik var god for Mary.
- Selv om fædre nu om stunder ikke har meget at skulle have sagt i sådanne spørgsmål, så er det med stor glæde og tillid, at jeg overgiver hende i Frederiks varetægt.
- Frederik er en intelligent, sporty, munter og yderst tiltalende ung mand - hvad mere kan en svigerfar ønske sig?, lød det 14. maj 2004.
Børn: Donaldson har fire børn med sin første hustru, Henrietta Donaldson. Dronning Mary er den yngste i børneflokken.
Civilstand: Henrietta Donaldson døde pludseligt i 1997 under en hjerteoperation. Det var et stort tab for familien og en stor sorg, har kronprinsesse Mary tidligere fortalt.
I 2001 giftede han sig med krimiforfatter Susan Donaldson.
Kilder: Ritzau og Pulse Tasmania.
/ritzau/
