Badning på nordsjællandsk strand frarådes efter fund af bakterier

17. JUN 2024 • 16:53INDLAND/KRIMINAL

En prøveudtagning ved Rågeleje strand i Nordsjælland har påvist e.-colibakterier i badevandet.

Man bør ikke hoppe i bølgen blå på nuværende tidspunkt ved Rågeleje Strand.

Det skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse, hvor den fraråder badning, da der er blevet påvist tarmbakterier i badevandet.

I en prøveudtagning, der blev foretaget 12. juni, er der fundet et forhøjet indhold af e. coli-bakterier.

Kommunen ved endnu ikke, hvad der er skyld i forringelsen af badevandet og fundet af tarmbakterierne.

Der er blevet taget nye opfølgende prøver ved stranden, og resultaterne kommer i midten af denne uge, lyder det.

Kommunen melder ud, når badevandskvaliteten er god igen.

E. coli-bakterier er en stor gruppe af tarmbakterier, der findes naturligt hos både dyr og mennesker.

Størsteparten af bakterierne er ikke sygdomsfremkaldende. Men der er forskellige typer af colibakterier, der kan give alvorlig sygdom.

Det danske badevand bliver kontrolleret hele badesæsonen i sommeren for at sikre, at badegæster ikke kommer til at bade i forurenet vand.

Hvis der opstår problemer med badevandskvaliteten, skal den pågældende kommunen informere borgerne om det, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen skriver desuden, at forurenet badevand oftest skyldes overløb fra kloakken efter et voldsomt regnskyl.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT