Affaldssamlere finder mest cigaretskod og fastfood-emballage

16. SEP 2023 • 13:03INDLAND/KRIMINAL

Lørdag mødes frivillige til World Clean Up Day for at samle skrald. Her taler man også om en renere fremtid.

Lørdag afholdes den årlige World Clean Up Day, hvor millioner af frivillige i 197 lande mødes for at samle skrald og skabe en mere bæredygtig verden.

Og i Danmark samles folk også for at rydde op i byer og natur, hvilket der ifølge den administrerende direktør for Plastic Change, Louise Lerche-Gredal, i høj grad er brug for.

- Der ligger overraskende meget skrald derude, fordi danskere har et enormt stort forbrug af især engangsprodukter og fastfood. Og det skal vi have fundet løsninger på, lyder det fra Louise Lerche-Gredal.

Arrangementet, som har eksisteret siden 2018, er med til at sætte fokus på, hvad det er for noget skrald, der er derude, og hvorfor det ikke ender i skraldespanden.

- Det er jo ikke fordi, vi har meget affald i den danske natur, men vi har alligevel overraskende meget fastfood-affald, som er kopper og emballage, man får mad i.

- Og her ser vi mest plastik, som kan ligge i naturen rigtig længe, fortæller Louise Lerche-Gredal, og tilføjer, at cigaretskod også stadig fylder en del i naturen.

Den samme tendens ser Camilla Tiede, som deltager i et arrangement på Amagerstrand i forbindelse med dagen. Her samler hun og de andre frivillige affald langs stranden, vejen, ude i vandet og i de grønne områder.

- Vi ser især mange skodder, snus og cigaretpakker, og så er der meget emballage fra fastfood-mad og drikke, fortæller hun.

For hende er dagen også med til at skabe fokus på det skrald, der ligger derude.

- Der bliver selvfølgelig samlet en masse skrald ind, men det handler mere om, at folk ser det. Og der er mange, der kommer hen og spørger, hvad det er for et arrangement, fortæller hun.

Den administrerende direktør, Louise Lerche-Gredal, mener derfor, at dagen også kan bruges til at tale om løsninger.

- En løsning kunne være at tænke i genbrug. Det vil sige returordninger, hvor man kan aflevere sine kopper og pizzabakke, og hvad man ellers har taget med sig forskellige steder i byområdet.

- Både på EU-niveau og herhjemme er der interesse i at lave pant på fastfood-emballage i fremtiden for at undgå affald i bymiljøet og i naturen, fortæller hun.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU