Frederik Andersen ser nyt slutspilsnederlag fra bænken

25. MAJ 2025 • 07:51SPORT

Efter at have lukket ni mål ind på 36 forsøg så Frederik Andersen sit hold tabe på ny i NHL's slutspil.

NHL-holdet Carolina Hurricanes er kommet i store problemer i slutspilsserien mod Florida Panthers.

Det har kostet pladsen i målet for Frederik Andersen, der lukkede ni mål ind på 36 skud i de to første møder.

Den danske målmand var derfor på bænken i seriens tredje kamp, men det hjalp ikke holdet fra delstaten North Carolina synderligt.

Hurricanes tabte kampen natten til søndag dansk tid 2-6 til Panthers, der har gjort rent bord i de første tre kampe og nærmer sig NHL-finalen med hastige skridt.

Der spilles bedst af syv kampe i slutspilsserierne i den nordamerikanske ishockeyliga.

Afløseren i målet, russiske Pyotr Kochetkov, leverede 22 redninger på de 28 skud, der blev sendt hans vej.

Han var ikke i stand til at forhindre Florida Panthers bringe sig på 1-0 i første periode, hvor finnen Niko Mikkola åbnede scoringen.

Canadiske Logan Stankoven udlignede i anden periode, men så gik Carolina Hurricanes fuldstændig op i limningen.

Inden der var spillet 11 minutter af tredje periode havde Panthers bragt sig på 6-1 og de facto afgjort kampen mod det slagne udehold.

Slutspilsserien kan blive lukket natten til tirsdag dansk tid, hvor Florida Panthers på ny tager imod Carolina Hurricanes.

I den anden halvdel af turneringen står den noget mere jævnbyrdige slutspilsserie mellem Dallas Stars og Edmonton Oilers 1-1 i kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT