Aalborg Zoo afliver sine to elefanter
Elefanterne Mai og Tanja, der har boet sammen i Aalborg Zoo siden 1985, er blevet aflivet tirsdag.
Det er ikke længere muligt at besøge elefanterne Mai og Tanja, der har boet i Aalborg Zoo siden 1985.Den zoologiske have fortæller på Facebook, at begge elefanter er blevet aflivet tidligere tirsdag.
Årsagen er først og fremmest den, at Tanja gradvist har fået det dårligere den seneste tid.
På trods af, at forskellige behandlinger er blevet forsøgt, var der ingen udsigt til, at hun ville få det bedre.
Derfor så den zoologiske have ikke nogen anden udvej end at aflive hende. Og da det anbefales ikke at lade hunelefanter gå alene, måtte Mai - der i forvejen døjede med gigtforandringer i fodleddet - også lade livet.
- Det var heller ikke en reel mulighed at flytte Mai til en anden dyrepark. Dels på grund af Mais helbredsproblemer, og dels fordi det ville være alt for stressende og traumatiserende for hende at blive flyttet og integrere sig i en ny flok, skriver Aalborg Zoo i Facebook-opslaget.
Med farvellet til de to elefanter er det samtidig slut med at kunne se elefanter i den nordjyske dyrepark.
Elefantanlægget, der oprindeligt blev opført i 1950'erne, er ikke længere tidssvarende.
Derfor vil Aalborg Zoo nu overveje, hvordan området bedst kan udnyttes til andre arter.
/ritzau/