26-årig er hidtil yngste danske kvinde på toppen af Mount Everest

23. MAJ 2023 • 12:44INDLAND/KRIMINAL

Emma Østergaard skriver sig ind i historiebøgerne efter sin bestigning af verdens højeste bjerg.

26-årige Emma Østergaard fra Aarhus har som den hidtil yngste danske kvinde besteget verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Det skriver Din Avis Aarhus og Se og Hør på de to mediers hjemmesider.

Tidligt tirsdag 23. maj nåede Emma Østergaard toppen af Mount Everest - 8848 meter over havets overflade.

Med på turen op var hendes guide, Jakob Urth, der også i 2018 besteg bjerget i Himalaya-bjergkæden.

Bjergbestigningen er en del af Emma Østergaards projekt "Emmas Everest".

- Med projektet vil jeg vise girlpower. Det handler ikke om feminisme eller ligestilling, men om at vise, at vi kvinder er stærke og har viljen og styrken til at kaste os ud på dybt vand og bestige livets bjerge, har Emma Østergaard tidligere fortalt til Din Avis Aarhus.

Sammen med sin guide rejste hun mod Nepal og Mount Everest i slutningen af marts.

Emma Østergaard skriver sig ind i historiebøgerne som den 20. dansker, der når toppen af Mount Everest. Den første danske kvinde på toppen var Lene Gammelgaard i 1996.

Det har kostet mange penge og anstrengelser at gennemføre missionen, har den 26-årige kvinde tidligere fortalt til Se og Hør.

Hun har sat universitetsuddannelsen på pause, opsagt sin lejlighed og solgt ud af sine ejendele.

- Alene Everest koster mere end 600.000 kroner, så hele eventyret har været langt dyrere. Det har krævet hårdt arbejde, har Emma Østergaard tidligere fortalt til Se & Hør.

Mount Everest er ifølge opslagsværket Den Store Danske blevet besteget af flere end 5000 mennesker via forskellige ruter.

Flere end 300 er omkommet på bjerget, fremgår det af opslagsværket.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU