Vindbranche og investorer frygter for havvinden efter udskudt brintrør

8. OKT 2024 • 11:37ERHVERV/POLITIK

Udskydelse af brintrøret til Tyskland kan få negative konsekvenser for havvindudbud, advarer aktører.

Både vindbranchen og investorer er bekymrede for udskydelsen af det danske brintrør til Tyskland.

Det kan forringe forretningsmodellerne i de kommende havvindmølleudbud, og det kan sætte Danmark bagud i ræset om den nye energikilde.

Det siger Green Power Denmark, Dansk Industri og Forsikring & Pension.

- Hvis vi først har et brintrør i 2031, kommer vi ikke med på udviklingen i Europa. Så vil de store tyske industrivirksomheder indgå leveringsaftaler med producenter af brint i andre lande, siger Jan Hylleberg, vicedirektør i Green Power Denmark, i en skriftlig kommentar.

- Det kan få negative konsekvenser for Danmark mange år frem.

Tirsdag formiddag kunne klimaminister Lars Aagaard (M) meddele, at brintrørets første fase udskydes fra 2028 til 2031.

Hos Forsikring & Pension ser man, at produktionen og transporten af brint har en direkte sammenhæng med opsætningen af vindenergi.

Pensionsselskaber undersøger, om de skal byde ind på de kommende udbud til at etablere havvind for adskillige gigawatt.

Mens markedet i forvejen er presset, kan forsinkelsen af brintrøret gøre ondt værre.

For forretningsmodellen for de nye havvindmølleparker afhænger i høj grad af, om den megen nye grønne strøm kan afsættes til produktionen af grøn brint ved Power to X-processer.

- Brintrøret er efter vores overbevisning helt afgørende for, at især vindmøller i Danmark er rentable i fremtiden for mulige investorer som eksempelvis pensionsselskaber, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension, i en skriftlig kommentar.

Selve strategien med at bygge brintrøret til Tyskland er en god og afgørende plan, understreger han.

- Men jeg kan godt frygte ved en udskydelse, at det kan forværre Danmarks mulighed for at tiltrække investeringer fra udlandet.

Hos Dansk Industri er man også begejstret for selve brintrøret, og der lægges vægt på det positive i, at projektet nu kan skride videre.

Men forsinkelsen bemærkes også her.

- Det er brandærgerligt og malurt i bægeret med forsinkelsen af projektet, der skubber til usikkerheden blandt de kommercielle aktører, siger vicedirektør Troels Ranis i en skriftlig kommentar.

- Derfor er det bydende nødvendigt, at regeringen og myndighederne nu gør alt, der står i deres magt for at få nedbrudt de barrierer, der står i vejen for så tidlig idriftsættelse af røret som muligt.

Klimaminister Lars Aagaard er ærgerlig over forsinkelsen og understreger, at den er teknisk og ikke politisk.

Han påpeger, at det er et helt nyt projekt.

- Vi er ved at lave noget, som ikke findes i dag. Vi har ikke en brintindustri. Vi har ikke en afsætning af brint til Tyskland. Vi har ikke i dag kunder til grøn brint. Vi har ikke den vindenergi, der skal bruges til at producere alt den grønne brint, siger han om udfordringerne.

- Så det er et meget kompliceret projekt, hvor der er mange elementer, der er gensidigt afhængige af hinanden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT