Venstre går tilbage i vestjyske højborge og mister absolut flertal
Danmarksdemokraterne æder sig ind på Venstre i Vestjylland. Også på Fyn mister Venstre sit absolutte flertal.
Venstre går 15 procentpoint tilbage i Lemvig Kommune og mister sit absolutte flertal.Partiet er dog fortsat det største i den vestjyske kommune med 30,4 procent af stemmerne.
Også i Morsø Kommune lidt længere nordpå er partiets absolutte flertal nu fortid. Her har 33,5 procent af vælgerne sat kryds ved Venstre - en tilbagegang på 12,6 procentpoint.
Danmarksdemokraterne, som for første gang er opstillet ved et kommunalvalg, har fået et godt valg i Lemvig, hvor partiet bliver næststørst med 22,3 procent.
I Morsø Kommune har Danmarksdemokraterne fået 7,3 procent.
Venstre har siddet på borgmesterposten i Lemvig Kommune siden kommunalreformen i 2007 - i fire ud af fem valgperioder endda med absolut flertal - og i alle årene har borgmesteren heddet Erik Flyvholm.
Men bykongen har besluttet sig for at takke af, og derfor er det i stedet 2. viceborgmester Chris Olesen, der er Venstres spidskandidat i år.
Over for ham står Lone Pilgaard Sørensen fra Socialdemokratiet, der op til valget ikke har lagt skjul på, at hun ser en åbning for et magtskifte efter Erik Flyvholms afgang.
Hun har særligt håbet på at få flertal sammen med De Radikale og SF, men de tre partier har kun fået 30,6 procent af stemmerne tilsammen.
I Morsø har der også været absolut flertal til Venstre i en årrække. Her har borgmester Hans Ejner Bertelsen meldt sig klar til at tage fire år mere med borgmesterkæden, men står det til Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og De Radikale, skal Venstres dominans knækkes.
Længere østpå i landet - i Nyborg på Fyn - har Venstre også fået en alvorlig tilbagegang på 17,4 procentpoint.
Ved sidste valg opnåede partiet absolut flertal i kommunen, men sådan ville vælgerne det altså ikke i denne omgang.
/ritzau/
