Venstre får stor tilbagegang i Viborg efter Wilbeks afgang
Danmarksdemokraterne brager ind i Viborg Byråd med 11,3 procent af stemmerne. Venstre går markant tilbage.
Venstre går tilbage med 15,4 procentpoint i Viborg Kommune, hvor borgmester Ulrik Wilbek ikke genopstiller.Partiet har fået 18,9 procent af stemmerne ved tirsdagens kommunal- og regionalvalg og mister halvdelen af sine 12 mandater.
Konservative bliver det største parti i kommunen med 22,6 procent af stemmerne og otte mandater.
Danmarksdemokraterne brager ind i byrådet med 11,3 procent af stemmerne. Det er partiets første kommunalvalg.
Ulrik Wilbek har været venstreborgmester i Viborg i otte år. Han har tidligere været landstræner for både det danske kvinde- og herrelandshold i håndbold og sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
Med hans afsked har Katrine Fusager Rohde overtaget partiets status som spidskandidat i kommunen. Hun har siddet i byrådet de seneste fire år.
Konservatives bud på en kommende borgmester er Stine Damborg. Op til seneste valg i 2021 var Torsten Nielsen øverst i hierarkiet hos De Konservative, men i 2024 kulminerede en strid med resten af byrådsgruppen, og han skiftede til Danmarksdemokraterne, som han nu er spidskandidat for.
Selv om partiet er nyt i kommunal sammenhæng, kender Torsten Nielsen kommunen ganske godt.
Han var borgmester fra 2014 til 2017 og dermed Wilbeks forgænger.
Der har i det hele taget været stor udskiftning i partierne blandt byrådsmedlemmerne i den igangværende valgperiode.
Hele otte politikere svarende til en fjerdedel af byrådsmedlemmerne har i løbet af de forgangne fire år skiftet parti.
Det betød, at kommunen gik fra at have syv til ti partier.
/ritzau/
