Socialdemokratiet taber yderligere terræn i Aalborg Kommune
Socialdemokratiet har igen fået et skidt valg i Aalborg Kommune, hvor partiet har siddet på magten siden 1925.
Opbakningen til Socialdemokratiet falder igen i Aalborg Kommune, selv om partiet bliver klart størst med 32,2 procent af stemmerne.Det svarer til et fald på 4,7 procentpoint siden valget i 2021 og hele 16,5 procentpoint sammenlignet med 2017.
Den nuværende borgmester, Lasse Frimand Jensen, er partiets spidskandidat.
De gyldne borgmesterkæder blev lagt om halsen på ham i 2023 - altså midt i valgperioden - efter at den daværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) trådte tilbage fra posten tidligere end ventet.
Kastrup-Larsen, der havde siddet på magten i Aalborg siden 2014, fik et direktørjob på Professionshøjskolen UCN.
Lasse Frimand Jensen slog dengang tidligere minister og folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen i et kampvalg.
Han er søn af tidligere overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen.
Aalborg Kommune har siden 1925 været ledet af en socialdemokratisk borgmester.
Det er dog ikke nødvendigvis givet, at det forbliver sådan, hvis man spørger hovedpersonen selv.
- Men det håber jeg, lød det over for mediet Nordjyske, inden samtlige stemmer var talt op.
Kommunens næststørste parti, Venstre, går også tilbage ved tirsdagens kommunalvalg, hvor det har fået 15,5 procent af stemmerne.
Det er 3,3 procentpoint færre end ved valget i 2021.
Omvendt er SF gået mærkbart frem og er nu det tredjestørste parti i Aalborg. Herefter kommer Konservative og Liberal Alliance.
Liberal Alliance har mere end tredoblet sin stemmeandel siden sidst. Tirsdag fik partiet 7,3 procent af stemmerne.
/ritzau/
