Jarlov-effekten slår igennem med konservativ fremgang i Roskilde
Rasmus Jarlov har ikke en fortid med politik i Roskilde, men han og De Konservative har fået et pænt valg.
De Konservative går frem i Roskilde, hvor folketingsmedlemmet Rasmus Jarlov er partiets spidskandidat.De Konservative får 19,4 procent af stemmerne og øger sit mandattal fra fem til syv.
På den anden side af den politiske midte har Socialdemokratiet fået et skidt valg. Borgmesterpartiet går 6,7 procentpoint tilbage og mister to mandater.
Socialdemokratiet var meget tæt på et magtskifte i 2021, da vælgerne gav partiet og borgmester Tomas Breddam et gedigent nederlag.
De borgerlige partier kunne imidlertid ikke blive enige, og han endte derfor med at beholde posten, som han har haft siden 2019.
Rasmus Jarlov har i en årrække været medlem af Folketinget, og han har tidligere siddet i Borgerrepræsentationen i København.
Men han har ikke tidligere været lokalpolitiker i Roskilde Kommune.
På valgnatten fortæller han til TV 2 Kosmopol, at han isoleret set er glad for valgresultatet. Men han noterer sig samtidig, at der ikke er udsigt til et borgerligt flertal i kommunen.
- Det er første gang i de sidste 25 år, at De Konservative er blevet det største borgerlige parti. Det er jo ret godt, og det er vi meget taknemmelige for.
- Men det kan godt se ud som om, at der mangler et mandat, for at der er borgerligt flertal, så det er lige nu mest sandsynligt, at der kommer en socialdemokratisk borgmester igen. Men vi er selvfølgelig åbne over for forskellige konstellationer, hvis det kan lade sig gøre, siger Jarlov.
Også et andet sted i den borgerlige lejr er der fremgang i Roskilde. Det er hos Liberal Alliance, som går fra at have et enkelt mandat til to i byrådet.
Venstre mister dog to af sine tre mandater.
/ritzau/
