SF går markant tilbage på Langeland efter sag om børneanbringelser
Konservative har overhalet SF i Langlang Kommune, hvor partiet bliver langt det største parti.
Nynne Printz har fået en særdeles svær debut som SF's spidskandidat til borgmesterposten i Langeland Kommune.Partiet har fået blot 10,9 procent af stemmerne, hvilket svarer til en tilbagegang på 20,6 procentpoint fra det seneste kommunalvalg.
Borgmester Tonni Hansen (SF) meddelte i den nuværende valgperioden, at han ikke ville genopstille.
Han stopper dermed efter to valgperioder.
Den nuværende har i høj grad været præget af sager om børneanbringelser, hvor der er begået store fejl i sagsbehandlingen.
Det er noget, som borgmesteren har indrømmet og undskyldt for.
Efter at sagerne var blevet beskrevet i medierne, blev kommunen kritiseret af Ankestyrelsen for sin håndtering.
Kommunen burde gennemgå samtlige igangværende og afsluttede børnesager, lød det fra styrelsen ifølge TV 2 Fyn i 2022.
SF er ved tirsdagens valg blevet overhalet af Konservative, der bliver kommunens med længder største parti.
Konservative får 33,9 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 21,4 procentpoint. Det betyder, at partiet sætter sig på 7 af kommunalbestyrelsens 15 pladser.
Det er kommunalbestyrelsesmedlem Jørgen Nielsen, der er Konservatives spidskandidat i kommunen.
/ritzau/
