Venstre får borgmesterposten på Bornholm
S har fået flest stemmer på Bornholm, men Dansk Folkeparti får flest mandater. EL taber stemmer.
Bornholms nye borgmester bliver en Venstre-mand.Det står fast, efter at en bred gruppe af partier har peget på Frederik Tolstrup som øens kommende borgmester.
- Vi ser frem til, at vi får et bredt stabilt samarbejde de næste fire år, siger Tolstrup til TV 2 Bornholm.
Han uddyber til DR, at det ikke bliver "decideret Venstre-politik, fordi det er en meget bred konstituering".
Venstre blev det tredjestørste parti på Bornholm og gik to mandater frem.
Det samme gjorde Socialdemokratiet, der fik flest stemmer på Bornholm med 22,1 procent.
Det største parti målt på mandater blev dog Dansk Folkeparti med seks mandater mod Socialdemokratiets fem.
Den helt store taber på solskinsøen blev Enhedslisten, der fra at være det største parti gik 14 procentpoint tilbage og mistede fem mandater. Enhedslisten har nu to mandater.
Borgmesterpartiet De Konservative gik ligeledes tilbage ved valget, hvor borgmester Jacob Trøst ikke genopstillede.
Ø-kommunen hedder Bornholms Regionskommune, da den varetager en række opgaver, som andre steder hører under regionen.
Konstitueringen bag Frederik Tolstrup består af Venstre, SF, Socialdemokratiet, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti.
/ritzau/
