Udskudt jobrapport fra USA overrasker positivt

20. NOV 2025 • 15:27ERHVERV/POLITIK

Rapport om jobvæksten i USA uden for landbruget blev udskudt på grund af nedlukningen af statsapparatet.

Der blev i september skabt flere job end ventet i USA, men det betyder langtfra, at det amerikanske arbejdsmarked kører på skinner.

En forsinket opgørelse viser, at antallet af beskæftigede i USA uden for landbruget steg med 119.000 i september.

Det oplyser U.S. Bureau of Labor Statistics i en meddelelse.

Normalt offentliggøres jobtallene én gang om måneden for den foregående måned, men da det amerikanske statsapparat blev lukket ned i begyndelsen af oktober, måtte statistikkontoret indstille sit arbejde.

Og dermed kunne jobrapporten for september ikke offentliggøres.

Stigningen på 119.000 ligger et godt stykke over økonomernes forventninger.

En rundspørge blandt økonomer, som nyhedsbureauet Reuters tidligere har lavet, viste, at de i gennemsnit forventede, at der var sket en stigning på 50.000 job.

Men der er også elementer i den forsinkede jobrapport, der peger i den anden retning. Således blev tallet for august nedjusteret med 26.000.

Samtidig er arbejdsløsheden steget fra 4,3 til 4,4 procent i den seneste rapport. Det skyldes, at arbejdsstyrken samtidig er vokset.

Økonomer giver rapporten en blandet modtagelse.

- Der blev slet ikke skabt nye job i både juni og august, hvor der var en marginal tilbagegang i beskæftigelsen i USA. Jobrapporten viser, at det endnu ikke er lykkedes Donald Trump at sætte gang i et opsving, der skaber flere job i USA, siger Allan Sørensen, cheføkonom hos DI.

Imens mener Bjørn Tangaa Sillemann, som er chefanalytiker hos Danske Bank, at rapporten giver "et billede af et lidt stærkere - men ikke strammere -arbejdsmarked".

- Det betyder, at der, trods den stærke jobvækst, godt kan blive plads til at sætte renten ned, vurderer han.

Selv om de forsinkede septembertal nu er udkommet, vil den føderale nedlukning fortsat få betydning for økonomernes datagrundlag i USA. Således kommer oktobertallene for antallet af beskæftigede i USA uden for landbruget først i novemberrapporten, som er ventet den 16. december.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT