Politiformand: Forbedringer kræver flere ressourcer og politifolk

26. JUN 2026 • 08:12ERHVERV/POLITIK

Justitsminister vil rydde op i politiets praksis, men det er svært under de nuværende forhold, mener forbund.

Det er helt i orden, at den nye justitsminister, Nicolai Wammen (S), vil ændre praksis om politiets henlæggelse af sager. Men det er svært at ændre noget afgørende, hvis der ikke kommer bedre forhold i form af økonomi og flere politifolk.

Det vurderer Heino Kegel, formand for Politiforbundet, som organiserer alle polititjenestemænd.

- Det kommer ikke bag på os, og det er med rette, at han (Nicolai Wammen, red.) fremhæver, at han har et ønske om, at der skal ændres fremadrettet. Det, tror jeg, vi alle kan være enige i. Både i forhold til den uensartethed, der er på området, men også en forholdsvis overdrevet brug af undersøgelsesnumre.

- Men når det er sagt, ændrer det ikke ved de grundlæggende udfordringer i dansk politi. At man er nødt til at lave benhårde prioriteringer, fordi man har for få ressourcer, siger Heino Kegel.

Nicolai Wammen har reageret på den kritik, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne for nylig kom med af politiet.

I to beretninger konkluderede Rigsrevisionen, at politiets praksis om henlæggelse af sager om personfarlig og økonomisk kriminalitet var "meget utilfredsstillende".

Der var en risiko for, at sager om personfarlig kriminalitet, der kunne være blevet opklaret af politiet, ikke bliver det, lød det blandt andet.

Rigsrevisionen fandt også 5900 sager om personfarlig kriminalitet og 7100 sager om økonomisk kriminalitet, hvor politiet havde oplyst til den forurettede, at der var indledt en efterforskning, men efter Rigsrevisionens vurdering forelå der ikke efterforskningsskridt.

Både Statsrevisorerne og Rigsrevisionen kom samtidig med et tocifret antal anbefalinger til politiet, og dem vil Nicolai Wammen alle følge op.

Ifølge Heino Kegel er intentionerne gode, men han mener samtidig, at det med de nuværende ressourcer er svært for politiet ikke at skuffe borgerne.

- Hvis der er en forestilling om, at vi skal det hele, så lykkes vi ikke, det er helt sikkert. Slet ikke i den sikkerhedssituation, vi står i lige nu, siger han.

- Langt hen ad vejen kræver det en forventningsafstemning med borgerne om, hvad politiet skal og ikke skal tage sig af. Der er et stort ønske om, at politiet både synligt, men også efterforskningsmæssigt, skal gå meget længere, end vi gør i forvejen. Det kalder på flere polititjenestemænd, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT