Troels Lund afviser statsministeren i første forhandlinger
Venstre har ingen interesse i at sidde i regering med Socialdemokratiet, SF og De Radikale, siger formand.
Det er en ordknap Venstre-formand Troels Lund Poulsen, der fredag eftermiddag meddeler sig til offentligheden, efter at hans parti har været til regeringsforhandlinger hos fungerende statsminister og forhandlingsleder Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet.Hun afsøger muligheden for at danne en regering med Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Til overraskelse for næppe ret mange mennesker i Danmark kan Venstre ikke bakke op om en sådan regering. Endsige deltage i den.
- Det er jo det opdrag, den kongelige undersøger har, og det siger sig selv, at sådan en regering kan vi jo ikke være med i. Det har vi også meddelt i dag, siger Troels Lund Poulsen.
- For os er det fuldstændig afgørende, hvad det politiske indhold er. Og dér er det jo meget klart, at vi vil gøre Danmark rigere, fordi vi vil investere mere i forsvar, og vi vil investere mere i kernevelfærd, siger han.
Venstre, som ved folketingsvalget tirsdag fik sit værste valg nogensinde med 10,1 procent af stemmerne, sad gennem næsten tre et halvt år i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.
I den netop overståede valgkamp var der imidlertid hvæssede knive og knubbede ord mellem Socialdemokratiet og Venstre, som af Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, blev beskyldt for at spurte ud mod hvert sit hjørneflag med deres respektive politiske forslag.
Mod afslutningen af valgkampen blev det personligt, da miljøminister Magnus Heunicke (S) refererede fra interne forhold i regeringen, hvilket blandt andre Troels Lund Poulsen reagerede meget kraftigt på.
/ritzau/
