Transportminister fjerner 25 procent af regler på busområde

1. APR 2025 • 05:00ERHVERV/POLITIK

Thomas Danielsen (V) vil forenkle bus- og godsområdet med nye regler, der træder i kraft tirsdag.

Der er alt for mange regler, der ikke giver mening.

Derfor tyndes der tirsdag ud i nogle af paragrafferne på bus- og godsområdet.

- Er det noget, der revolutionerer verden? Nej, men det afspejler også, at der er tale om overflødig lovgivning, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Konkret reduceres der i tre bekendtgørelser: Bus-, gods- og kvalifikationsbekendtgørelsen.

De skæres ifølge ministeren ned med henholdsvis 25, 10 og 10 procent. Forventningen er, at de tre bekendtgørelser reduceres med i alt 23 paragraffer.

I praksis betyder reduktionen for eksempel, at en børnehave, der ejer en bus, nu fremover kan tage forældre til børnene med i bussen uden at skulle leve op til samme krav som en busvirksomhed.

Eller at pårørende til ældre på plejehjem nu må køre med i plejehjemmets bus.

Regelforenklingen har dog modtaget kritik fra blandt andet Dansk Persontransport og fagforeningen 3F.

De frygter, at det vil betyde flere uautoriserede busser, der tager arbejde fra de professionelle.

Men den køber Thomas Danielsen ikke.

- Jeg nægter at tro på, at plejehjemmene lige pludselig begynder at køre skikørsel ved siden af, siger han.

Det er ikke første gang, at ministeren har ophævet regler på transportområdet.

I 2024 fjernede han blandt andet 76 love og sammenlagde flere bekendtgørelser.

Thomas Danielsen har nemlig en klar ambition om at være den minister, der har fjernet flest regler på sit område.

- Jeg ved ikke, om mine kolleger ved, at jeg har den konkurrence, men det er mit personlige mål.

- Jeg arbejder med det hver dag, og jeg prøver at fjerne regler hver uge, siger han.

Han håber, at Danmark en dag kan prale af papirløs transport.

- Der står jo ringbind i lastbilerne med alt muligt, man skal leve op til.

- Der er nogle af de papirer, der er overflødige, fordi politiet bare kan slå nummerpladen op, siger Thomas Danielsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT