Ny kontrol: 95 procent opgiver ikke indtægter korrekt

5. APR 2025 • 15:19ERHVERV/POLITIK

Størstedelen af dem, der tilbyder deres arbejdskraft på digitale platforme, opgiver deres indtægter forkert.

Danskere, der udbyder deres arbejdskraft på digitale arbejdsplatforme, indberetter ikke deres indtægter korrekt. Dermed betaler de ikke den skat, de skal.

Det viser en ny publikation fra Skattestyrelsen.

Styrelsen har i 2024 foretaget 4276 kontroller af indtægter fra digitale arbejdsplatforme.

95 procent af dem afslørede "fejl og mangler i stor stil", skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Det omhandler både personer, der har mangelfulde indberetninger og tilfælde, hvor man helt undlader at indberette indtægten fra den digitale arbejdsplatform.

Siden 2020 har kontrollerne ført til, at der er blevet udsendt opkrævninger for over 150 millioner kroner.

Arbejdskraften, der tilbydes på de digitale platforme, kan for eksempel være udbringning af take away eller privat rengøringshjælp.

- Det er afgørende for vores fælles velfærdssamfund, at alle betaler den skat, de skal.

- Selv om vi ser nye måder at indrette sit arbejdsliv på, så skal man selvfølgelig betale skat, når man arbejder, lyder det fra skatteminister Rasmus Stoklund (S) i pressemeddelelsen.

Han er tilfreds med, at kontrolindsatsen "rammer så præcist".

De knap 4300 kontroller i 2024 er også det højeste antal årlige kontroller, siden Skattestyrelsen i 2020 fik tilladelse til at kontrollere udvalgte arbejdsplatforme, der tilbyder forskellige tjenesteydelser.

Styrelsen fik mulighed for at kontrollere transaktioner mellem arbejdsplatformen og den enkelte borger.

I 2023 blev der foretaget 2464 kontroller.

Siden 2020 har andelen af kontroller, der fandt fejl og mangler, ligget mellem 94 procent og 96 procent.

Preben Buchholtz er underdirektør i Skattestyrelsen. Ifølge ham er de 95 procent i 2024 både et udtryk for, at Skattestyrelsen er blevet dygtig til at udvælge de sager, hvor man mener, at der kan være fejl og mangler.

Men samtidig viser det også, at der er mange sager, hvor folk ikke indberetter korrekt.

- Vi arbejder efter at få træfprocenterne så højt op som muligt. Så vi er godt tilfredse med, at den er høj. Men det er jo bekymrende, at der er så mange sager, hvor folk ikke indberetter rigtigt, siger Preben Buchholtz.

Skattestyrelsen gør, hvad den kan for at vejlede og informere om, hvordan det skal indberettes.

- Vi skriver pressemeddelelser, informerer på vores hjemmeside, og vi arbejder på at sende meddelelser direkte ud til den enkelte borger og oplyse dem om, at de har indtægter, de skal tjekke og sørge for at tilføje til selvangivelsen, siger han.

Han understreger, at det i sidste ende er borgerens eget ansvar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT