To danske soldaters fremtid i Irak er uafklaret efter afsluttet mission
Inden september næste år afsluttes amerikanskledet mission i Irak, hvor to danske soldater deltager.
Fremtiden for to danske soldater, der deltager i en amerikanskledet militærmission i Irak, er lige nu under afklaring.Det oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau, efter at det blev annonceret 27. september, at USA og Irak har indgået en aftale om at afslutte "Operation Inherent Resolve".
- De præcise detaljer for transitionen samt implikationerne for det danske militære bidrag er fortsat under afklaring, og danske myndigheder er løbende i dialog med allierede og partnere om indsatsen.
- For nuværende har Danmark to soldater udsendt som del af koalitionens tilstedeværelse i Irak, skriver Forsvarsministeriet.
Danmark vil dog fortsat være engageret i Irak gennem Freds- og Stabiliseringsfonden og gennem Natos mission i landet, oplyser ministeriet videre.
Missionen skal afsluttes inden september 2025. Herefter vil der være bilaterale sikkerhedspartnerskaber mellem USA og Irak i stedet.
USA har siden 2014 ledet koalitionen bag "Operation Inherent Resolve", som har haft til formål at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien.
Danmark har deltaget i missionen fra start, og undervejs har Danmark bidraget med kampfly, transportfly, en radar med operatører og trænere, der har uddannet irakiske sikkerhedsstyrker. Det fremgår af Forsvarsministeriets hjemmeside.
Derudover har danske stabsofficerer været udstationeret ved missionens hovedkvarter.
I dag har Danmark kun et stabsbidrag tilbage i "Operation Inherent Resolve".
/ritzau/