Tidligere borgmester i Hørsholm Uffe Thorndahl er død - 84 år
Tidligere politiker Uffe Thorndahl, der var borgmester fra 2001 til 2009, sov ind onsdag på Roskilde Sygehus.
Tidligere folketingsmedlem og borgmester i Hørsholm Kommune Uffe Thorndahl er død i en alder af 84 år.Det bekræfter hans bonusbarnebarn Anna Spindler over for Se og Hør, ligesom det fremgår af CPR-registret.
- Han sov stille ind på Roskilde Sygehus den 19. november, siger hun til mediet.
Fra 1977 til 1983 var Uffe Thorndahl folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, og efter at han stoppede i Folketinget i 1984 efter en kort periode som løsgænger, meldte han sig ind hos De Konservative.
Ved kommunalvalget i 1989 erobrede han en plads i kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune, hvor han sad i 20 år.
Fra 2001 og de efterfølgende otte år var han kommunens borgmester - dog ikke som konservativ politiker i alle årene.
I 2008 meldte Uffe Thorndahl sig nemlig ud af partiet. Det skete efter hans eget udsagn, efter at han havde fået et ultimatum af sit parti om at stoppe sin kritik af daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Uffe Thorndahl havde efter at have set aktindsigter anklaget Løkke for i sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt - hvor Thorndahl var med i amtsrådet - at have benyttet sig af offentlige midler til at købe ting til privat brug.
- Det Konservative Folkepartis ledelse har - stærkt presset af Venstre formoder jeg - givet mig et valg, og jeg har valgt min ytringsfrihed, sagde Uffe Thorndahl dengang.
I 2009 anmeldte han sin nu forhenværende konservative partifælle Bendt Bendtsen til politiet for at have modtaget bestikkelse fra virksomheder i forbindelse med jagt- og golfarrangementer. Politiet afviste at behandle anmeldelsen.
Uffe Thorndahl, der var uddannet civilingeniør, sendte også en klage afsted, som kostede en minister posten. Det var hans daværende samlever, Bente Juncker (CD), som i 1994 måtte gå af som socialminister efter kun to uger i embedet.
Det skete, efter at det kom frem i pressen, at parret nogle år forinden havde klaget over støjen fra en gruppe psykisk handicappede naboer til parrets sommerhus på Møn.
Uffe Thorndahl havde beskrevet larmen som sammenlignelig med grise i fodringstid. Da Bente Juncker senere kom med udokumenterede anklager mod de psykisk handicappedes institutionsleder, røg hun ud som minister.
Efter sin pensionering fortsatte Uffe Thorndahl fra sin bopæl på Møn med at gå efter magthaverne som en meget aktiv ansøger af aktindsigt.
Det førte i 2016 til, at Vordingborg Kommune besluttede, at det skulle være muligt at opkræve betaling for aktindsigt.
I Hedensted Kommune i Jylland var man heller ikke begejstret for Uffe Thorndahls mange ansøgninger om aktindsigt.
Så sent som i august i år fortalte kommunens borgmester, Ole Vind (V), at Uffe Thorndahl og en anden privat borger stod for sammenlagt otte ud af ti ansøgninger om aktindsigt til kommunen.
- Det ligner chikane, og det koster os halvandet til to årsværk. Sådan har det været siden 2021, og de ressourcer ville jeg hellere kunne bruge på noget, for eksempel ekstra pædagoger, sagde Ole Vind dengang til TV Syd.
/ritzau/
