Støvede amerikanske jobtal kan sende aktiekurserne op
Torsdag offentliggøres den amerikanske jobrapport for september med flere ugers forsinkelse.
Investorer, der har købt amerikanske aktier, har famlet noget i blinde de seneste mange uger, hvor et vigtigt pejlemærke for udviklingen i amerikansk økonomi har manglet.Nedlukningen af det amerikanske statsapparat gik nemlig ud over det såkaldte Bureau of Labour Statistics, der hver måned tager temperaturen på det amerikanske jobmarked.
Arbejdet munder ud i et tal, der fortæller om jobvæksten i den private sektor fraregnet landbruget - det såkaldte kongetal.
På grund af nedlukningen nåede septembertallet aldrig at blive offentliggjort, inden medarbejderne i bureauet blev sendt hjem.
Men det rådes der bod på torsdag, hvor det sendes ud med seks ugers forsinkelse.
Og selv om det altså er gamle tal, kan de sagtens få aktiekurserne til at rykke sig alligevel. Det vurderer Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA.
- Inden nedlukningen pegede jobtallene på en vis afmatning i amerikansk økonomi, som kunne få den amerikanske centralbank til at sænke renten.
- Siden har vi set inflationstal, der har peget den anden vej, og derfor er der lige nu kun lave forventninger til en rentenedsættelse i december.
- Men hvis vi ser et nyt svagt jobtal, så kan tingene vende igen, og det vil smitte positivt af på aktiekurserne, siger hun.
Skulle jobtallene omvendt vise sig at være stærke, forventer Tine Choi dog ikke en negativ reaktion i markedet.
- Nej, for det er sådan set allerede priset ind i aktiekurserne, at der ikke kommer en rentesænkning i december, og derfor ændrer det ikke ret meget, siger hun.
Uanset hvad jobrapporten siger, kan det dog sagtens vise sig, at de amerikanske aktiekurser under alle omstændigheder ryger opad, når der åbnes for værdipapirhandel igen på Wall Street i New York i eftermiddag dansk tid.
Sent onsdag præsenterede chipgiganten Nvidia nemlig regnskabstal, der understøtter den optimisme omkring kunstig intelligens, der har båret en stor del af den aktieoptur, vi har oplevet siden foråret.
- Der vil helt sikkert være en Nvidia-effekt, som vil være svær at skelne fra effekten af jobtallene. Men jeg er ret sikker på, at et svagt jobtal isoleret set vil give et løft til aktierne, siger Tine Choi.
De amerikanske jobtal offentliggøres klokken 14.30 torsdag dansk tid.
/ritzau/
