Stifters børnebørn overtager magten hos Velux

23. SEP 2024 • 10:55ERHVERV/POLITIK

Generationsskifte i VKR Holding gennemføres, så Velux-stifters børnebørn overtager A-aktierne.

De bestemmende aktier i VKR Holding, der står bag Velux, overdrages nu til næste generation i Kann-Rasmussen-familien.

Det skriver VKR Holding i en pressemeddelelse.

Hidtil har Lars Kann-Rasmussen og Hans Kann Rasmussen ejet en del af de bestemmende aktier i selskabet. De er sønner af Villum Kann Rasmussen, som stiftede Velux.

Nu overdrages kontrollen over VKR Holding til Jens Kann-Rasmussen og Mads Kann-Rasmussen, som er Villum Kann Rasmussens børnebørn.

- Både Jens og Mads har været en del af koncernen og fonden igennem mange år, og derfor er det også oplagt at overdrage A-aktierne til dem, siger Lars Kann-Rasmussen i pressemeddelelsen.

- Jeg er meget tilfreds med, at familiens indflydelse således er sikret ind i næste generation, og jeg har stor tillid til, at både Jens og Mads fører både koncernen, fonden og kulturen fra stifteren videre i fremtiden, lyder det videre.

Jens Kann-Rasmussen er i dag bestyrelsesformand i Villum Fonden, mens Mads Kann-Rasmussen er administrerende direktør i VKR Holding.

Villum Fonden er hovedaktionær i VKR Holding og ejer cirka 90 procent af B-aktierne.

Stemmerne i selskabet er fordelt, så Jens Kann-Rasmussen og Mads Kann-Rasmussen nu har cirka 50 procent tilsammen, mens Villum Fonden har knap 50 procent.

Så længe Jens Kann-Rasmussen er bestyrelsesformand i Villum Fonden, vil den tidligere formand i Velux og VKR Holding Søren Bjerre-Nielsen stemme på hans vegne, oplyser VKR Holding.

Velux Gruppen blev grundlagt i 1941 af Villum Kann Rasmussen. Selskabet er særligt kendt for ovenlysvinduer.

VKR Holding ejer også selskabet Dovista, der producerer vinduer og døre.

Generationsskiftet får ingen betydning for driften af Velux og Dovista, lyder det.

I 2023 havde VKR Gruppen, der inkluderer Velux og Dovista, en omsætning på 29,5 milliarder kroner. Det var en anelse mindre en året før.

Faldet skyldtes ifølge Mads Kann-Rasmussen, at aktiviteten i byggebranchen i særligt Europa havde været lavere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT