Statsministeren langer ud efter forhandlingsivrig opposition

3. OKT 2024 • 23:39ERHVERV/POLITIK

Mette Frederiksen mener ikke, at oppositionens krav om hurtig forhandling af pensionsalder har gang på jord.

Statsminister Mette Frederiksen (S) langer ud efter oppositionen, der til Folketingets åbningsdebat har forsøgt at kræve en hurtig forhandling af fremtidens pensionsalder.

- Jeg vil appellere til, at man går grundigere til værks, siger hun i sin replik til debatten.

Efter sommerferien åbnede Mette Frederiksen for, at pensionsalderen i fremtiden ikke skal stige automatisk i takt med levealderen.

Statsministeren og Socialdemokratiet vil dog stadig stemme for en hævet pensionsalder næste år og har afvist at lade emnet forhandle med det samme.

Mette Frederiksen henviser torsdag aften til, at det i folketingsdebatten var blevet kaldt "utrygt".

Det giver hun ikke meget for.

- Hvis det er oppositionen, der er blevet så utryg ved en politisk debat, at man hellere ser det forhandlet og klaret med det samme, må jeg beklage.

- Men jeg troede, at det var en del af det at være politiker, at man måtte diskutere ting.

Alle oppositionspartierne - røde som blå - har torsdag lanceret et forslag, hvor de kræver forhandlinger inden for det næste år, før der skal stemmes om en ny stigning i pensionsalderen.

- Det er således både samtlige partier uden for regeringen og to ud af tre regeringspartier, der ikke mener, at danskerne kan være tjent med fornyet usikkerhed om, hvad der skal gælde for tilbagetrækning og pension i fremtiden, står der i en vedtagelsestekst, oppositionen har lagt frem.

Partierne får opbakning fra løsgængerne Lars Boje Mathiesen og Jeppe Søe.

Mette Frederiksen vil dog ikke haste det igennem.

Den stigende pensionsalder er en del af den såkaldte velfærdsaftale fra 2006, som danner grundlag for den danske økonomi.

- Derfor var den oprindelige velfærdsaftale heller ikke noget, der bare lige falder på plads, siger hun.

- Man brugte to år på et omfattende arbejde.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT