Statsminister afviser at forholde sig til egne udtalelser om brandattentat

21. OKT 2025 • 15:01ERHVERV/POLITIK

Mette Frederiksen koblede sidste år brandepisode til antisemitisme, men afviser nu at forholde sig til det.

Sidste år var statsminister Mette Frederiksen klar i mælet, da hun koblede et brandattentat mod en ejendom i Hellerup til antisemitisme.

Men nu, hvor politiets efterforskning i stedet peger på, at årsagen er banderelateret, afviser statsministeren at forholde sig til sagen.

Sådan er svaret på spørgsmål fra Ritzau efter tirsdagens spørgetime i Folketinget.

Spørgsmål: Er det utidigt at lave en sådan kobling, når man endnu ikke har de rette forudsætninger?

- Der er en verserende straffesag nu, og derfor er vi tilbageholdende med at sige for meget, siger hun.

Spørgsmål: Men det var du ikke dengang?

- Der er en verserende straffesag, så jeg går helst ikke ind i det.

Ved tretiden om morgenen den 7. oktober 2024, altså på årsdagen for Hamas' angreb på Israel, blev der kastet en hjemmelavet brandbombe mod ejendommen på Rymarksvej i Hellerup.

Statsminister Mette Frederiksen tillagde angrebet et antisemitisk motiv.

- Vi har set et brandattentat mod en kvinde, fordi hun er jøde, sagde hun kort efter episoden.

Nu kan Politiken dog beskrive, at politiets efterforskning og den efterfølgende tiltale fra anklagemyndigheden peger på, at angrebet skete som led i en konflikt mellem to bander.

Selvom Mette Frederiksen sidste år ville koble sagen til et motiv, afviser hun nu at forholde sig til den nye udvikling og hendes egne udtalelser.

Organisationen Forsvarsadvokaterne har i Politiken meldt, at man finder den politiske fortolkning af episoden forkert.

- Jeg synes, at man som politiker skal afholde sig fra at udtale sig om sager, som ikke er afgjorte, og som man ikke har indsigt i eller viden om, sagde forsvarsadvokat Christian Bjerrehus til Politiken.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT