KØB ABONNEMENT

Selskab ejet af ISS spillede en rolle i dødsbrand i Hongkong

ERHVERV/POLITIK • 29. OKT 2026 • 18:10

ISS' datterselskab havde et medansvar for historisk brand i lejligheder i Hongkong. Over 160 blev dræbt.

Et selskab, der er ejet af danske ISS, får i en ny rapport kritik for sin rolle i den bygningsbrand i Hongkong i slutningen af 2025, som kostede over 160 mennesker livet.

Det skriver DR, der har fået indsigt i rapporten.

Der er tale om det danske serviceselskabs datterselskab ISS EastPoint Property Management, der fungerede som ejendomsadministrator for de otte højhuse, der udgjorde boligkomplekset.

Selskabet fremhæves ikke som en af de hovedansvarlige, men kritiseres blandt andet for, at en uautoriseret medarbejder seks måneder før branden havde slukket for hovedafbryderen for de elektroniske brandalarmsystemer i bygningerne.

- Som følge af nedlukningen af brandalarmsystemerne lød der ingen brandalarm på dagen for den tragiske hændelse, som kunne have advaret beboerne om branden, fremgår det af rapporten ifølge mediet.

Til DR skriver ISS i et skriftligt svar, at selskabet bider mærke i, at hovedentreprenøren og en rådgivende konsulent på renoveringen bærer hovedansvaret.

- ISS bemærker, at den uafhængige komité, ud over de hovedansvarlige parter, også har rettet kritik i varierende grad mod andre private aktører, herunder ISS. Som led i vores arbejde med løbende forbedringer har ISS gennemgået og styrket vores procedurer samt medarbejdernes uddannelse og bevidsthed om roller og ansvar i Hongkong, skriver selskabet til DR.

Branden brød ud i november 2025 mellem højhuse i boligkomplekset i Tai Po-distriktet i Hongkong. Højhusene var i gang med at blive renoveret.

Med 168 døde endte branden med at blive den dødeligste beboelsesbrand i verden siden 1980.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT