Ny aftale skal give læger mere tid til de mest syge patienter
Der tilføres 4,5 milliarder kroner til den almene lægepraksis, som skal fordeles ud over en fireårig periode.
Patienter skal kunne få mere hjælp hos deres egen læge, og de praktiserende læger skal have bedre tid til at hjælpe de mest behandlingskrævende.Det er ambitionerne i en ny fireårig aftale, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) har forhandlet på plads.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse torsdag.
Aftalen kommer til at ændre på lægernes nuværende honorarstruktur, så der i højere grad tages højde for, at patienterne har forskellige behandlingsbehov.
Klinikker med mere behandlingskrævende patienter kommer til at få et højere honorar per patient.
I dag er det sådan, at læger honoreres ens, uanset om de har raske eller meget syge patienter. Og typisk findes de mest syge patienter i de dele af landet, hvor der er den dårligste lægedækning.
Hensigten med aftalen er altså, at bedre økonomiske vilkår kommer til at understøtte en bred lægedækning i hele Danmark.
Det siger PLO's formand, Jørgen Skadborg, i meddelelsen.
- Det er en milepæl, at vi nu har fået en aftale om vilkår og rammer for almen praksis, der rækker fire år frem i tiden. Det giver ro og tryghed, så vi kan koncentrere os om patienterne og udvikle vores klinikker.
Den nye struktur skal også understøtte, at man som patient kan få taget hånd om flere ting på samme tid hos den praktiserende læge.
Der indføres i den henseende fire forskellige konsultationstyper, som klinikkerne selv skal indføre i deres daglige arbejde.
Fra årsskiftet bliver der således mulighed for at booke en kort, almindelig, lang eller kompleks konsultation.
Samtidig ønsker man at støtte op om efteruddannelse af de praktiserende læger, så patienterne i mindre grad har brug for at blive henvist. Efteruddannelse vil blive honoreret særskilt.
Der tilføres sammenlagt 4,5 milliarder kroner til den almene praksis over en periode på fire år. Aftalen træder i kraft fra årsskiftet.
I 2030, når aftaleperioden har nået sin ende, vil de årlige økonomi til almen praksis være 1,7 milliarder kroner højere end i dag.
RITZAU
